Alt tegner til, at 2018 bliver det bedste filmår nogensinde målt på omsætning. Filmbranchen vil få en omsætning på 272 milliarder kroner, anslår mediebureauet Comscore, nogle få dage før filmåret udløber.
Dermed stiger omsætningen med 2,7 procent i forhold til 2017, skriver det amerikanske filmmagasin Variety.
Det er det nordamerikanske marked, der for alvor trækker omsætningen op. Her steg omsætningen på film med 7 procent til 78 milliarder kroner, mens omsætningen i resten af verden faldt med 2,7 procent til 194 milliarder kroner.
Fire filmtitler er endt i den lille eksklusive klub, der har indtjent mere end 1milliard dollars – det svarer til ca. 6,5 milliarder kroner.
Det er Disney og Marvels ’Avengers: Infinity War’ med 2 milliarder dollars, Disney og Marvels ’Black Panther’, der har indtjent 1,4 milliarder dollars, Universals ’Jurassic World: Fallen Kingdom’, der har tjent 1,3 milliarder dollars, og endelig Disney og Pixars ’De Utrolige 2’, der har indspillet 1,2 milliarder dollars.
I alt har 53 film omsat for mere end 100 millioner dollars i 2018 – 650 millioner kroner. En af de film, der har givet det største overskud, er Paramounts thriller ’A Quiet Place’, skriver Variety. Den har indspillet 2,2 milliarder danske kroner, men kostede kun 110 millioner kroner at lave.
Ser man på udviklingen over de sidste 10 år, kan filmbranchen godt klappe i hænderne. Omsætningen er steget med hele 50 procent i forhold til 2008.
fortsæt med at læse


























