Mens hun åbenlyst flirter med sin dansepartner, svinger slanke, smukke lady Sarah skørterne rundt på gulvet i dronningens festsal i en scene i filmen ’The Favourite’. Imens må hendes chef, veninde og – viser det sig – elskerinde, dronning Anne af England og Skotland, nøjes med at se på. Hun kan ikke danse.
At dronningen er misfornøjet, ja nærmest fornærmet, lyser ud af skuespilleren Olivia Colmans sårede blik og sammenkrympede, rosenmalede mund. Dronningen, der ofte må bæres rundt af undersåtter på grund af sin fedme, bliver rasende og ulykkelig over at være tilskuer til lady Sarahs og de andre festdeltageres glæde. Hvorefter hun gør det, hun plejer at gøre, når uvejr raser i hende: Hun beder om at blive fragtet til himmelsengen i sit private værelse.
De royale 1700-tals rober og parykker i det britiske monarkis prangende gemakker er imponerende flotte i Yorgos Lanthimos’ trekantsdrama med Oliva Colman, Rachel Weisz og Emma Stone i hovedrollerne. Imidlertid er det Olivia Colmans dronning, man først og fremmest græder og ler over på samme tid. Den magtfulde kvinde, der forgæves prøver at æde sig gennem sorgen over sine hele 17 døde børn, er både rørende og komisk, som formidable Olivia Colman spiller hende.
For rollen som dronning Anne har Colman allerede vundet en Golden Globe og været nomineret til en Bafta. Siden tirsdag har hun også været oscarnomineret for den præstation. I alt er ’The Favourite’ nomineret til ti oscarpriser.
