Lyt til artiklen

Gem artiklen Gemt Læst

Afspil eller pause lyd

Henter...

I Netflixserien ’The Haunting of Hill House’ kører en søster sin elskede narkoafhængige tvillingebror til afgiftning:

»Nu går du derind«, formaner hun ham ude fra bilen, »og så kommer du tilbage med min bror!«.

Underforstået: Min rigtige bror, ham, der ikke er en skygge af sig selv, ham, der ikke er en zombie. Ham, jeg kan forholde mig til.

Film om misbrug handler typisk mest om kendte mennesker. De er derude i hobetal. En del forfattere, men hyppigst udøvende kunstnere, musikere, skuespillere, som typisk er lidt mere labre i det, får vi skrællet vrangen ud på. Folk, der sætter et guddommeligt talent over styr, folk, der har mere at miste end de fleste af os andre, disse genier, der inden for biopicfilmen, før vi ved af det, ender i rendestenen, midt i en rallende, savlende, plimøjet overdosis.

På det tidspunkt, i begyndelsen af sidste akt, hvor vi er endt i den rendesten, har jeg normalt for længst glemt, hvorfor jeg formodes at synes, det her er interessant. Nå jo, fordi kunstneren tilbage i første akt lavede sådan noget god musik – og var så sød og sexet og den slags. Men nu? Nu er der bare hule kinder, løgn og latin og et gabende hul der, hvor personligheden sad. Misbrug er i sandhed nivellerende og demokratisk, alle bliver vi reduceret til at være ét fedt.

Ulven kommer

Det værste ved disse film er altid, at selv når det er ved at gå rigtig, rigtig galt, ved vi, at vi kun er i gang med akt 2. Der er længe, længe endnu i en lang dags skidengrumset og deprimerende forudsigelig rejse mod nat. Peter skal først råbe, ulven kommer ad nauseam, vi skal først nå at fatte oprigtigt håb om misbrugerens frelse et par gange, og omverdenen skal lære på den hårde måde, at de ikke kan stille en skid op, før vi kan lukke bogen en sidste gang og råbe: Næste!

Det piner mig faktisk virkelig. Jeg har også haft misbrugere tæt på mig og har selv grædt mine modige tårer, men på film står jeg helt af, senest med ’Beautiful Boy’, der havde dansk premiere i sidste uge, og hvor Timothée Chalamet er den unge mand, der ryger på dope og tager hele slisken, mens hans familie ser magtesløs til.

’Beautiful Boy’ har som film det figenblad at klynge sig til, at den handler lige så meget om omverdenens reaktioner som om misbrugeren selv. Så selv hvis dygtige unge Chamalet dårligt har noget materiale at sætte sit særpræg på, kan man sige, at faderens rolle måske kan kompensere.

Kim Skotte om »ekstremt vigtig film« Det føles som en kniv i hjertet, når narkoen langsomt smadrer den lille familie

Ligesom man kan sige, at Martin Scorseses mægtige misbrugsopsats ’The Wolf of Wall Street’ – et virkelig storværk i min bog – ikke handler om en misbruger, men om misbruget selv, som den er en skingerskæv, døddrukken hyldest til, fortalt med det fulde stoner-udtræk. Scorsese giver afhængigheden sin egen diabolske poesi, og citronen presses hele tiden ud i det grænseoverskridende. Scorsese har ingen illusioner om, at vi længere taler om et rigtigt menneske, men derimod om Den Ting, der skete med ham og krystede livet og individualiteten ud af ham.

Skuespillere får rigtig tit priser for at spille misbrugere.

Nu bliver priser jo sjældent givet til subtilt underspil, så det giver vel sig selv. Kan man få rollen helt derud, hvor den råber og skriger og har mundvandet rindende og plirrer med blodskudte øjne, så tilfredsstiller det manges opfattelse af godt skuespil. Også selv om det jo står sådan 1:1 i alle manuskripter om folk, der er afhængige, og selv om vi har set det spillet nøjagtig sådan hundreder af gange før.

De udslukte øjne

For hvor mange forskellige slags misbrugere er der overhovedet på film?

Skal vi lave en liste?

Der er – lad mig lige tælle på fingrene – én slags.

Fordi der ikke kan være flere slags.

Det skammelige, det rædsomme ved misbrug er, at det sletter persontræk. Det, der gjorde misbrugeren unik, forsvinder, og tilbage er kun skallen og misbruget, øjenhulerne. Hvor mange forskellige billeder og scenarier kan man lige sætte på det? Det er vel mest forskellen på, om de udslukte øjne skal være sorte, brune eller blå.

I gamle film var det altid alkoholmisbrug, og det var tit ret hyggeligt, som de faldt over deres egen tunge og ikke kunne gå lige. I en film som Howard Hawks’ klassiske western ’Rio Bravo’, hvor det er Dean Martin, der ikke kan holde seksløberen lige, behandles hans sygdom nænsomt og med respekt af drengene.

5 hjerter fra Kim Skotte: Fantastiske Lady Gaga reducerer dig til en blævrende sæk af gåsehud og saltvand

Men det ligger også i kortene, at der er en vej ud – at han kan sone sin fortid, reparere den ved at lægge alkoholen bag sig, og med gode venners, dvs. John Waynes, hjælp kan han komme frelst ud på den anden side. At gode viljer gør en forskel.

I dag ved vi, at ingen kan hjælpe nogen – er der noget, vi ved om misbrug, er det dét, og hver gang vi ser familie og venner træde hjælpende til på film, ved vi så sikkert som amen i kirken, at det er dømt til at mislykkes.

Det sidste kneb

I denne sæson har vi set ’Beautiful Boy’, ’Bohemian Rhapsody’ om Freddie Mercurys rejse ned i de fatale dampe og ’A Star Is Born’, der alle dyrker misbrugets deroute. Den sidste tager sig nogle friheder i første akt, fordi der faktisk går urealistisk længe, inden Bradley Cooper-karakterens misbrug får ham til at opløses i det rene intet. Og sin muskuløse overkrop beholder han indtil allersidst, det manglede da bare.

I sidsteakten er der kun ét kneb tilbage, nemlig at prøve at presse en sidste autentisk kraft ud af karakteren, længe efter at han eller hun er ophørt med at være en karakter. Hvad kan man presse ud af en tom skal? Nej, vel? Til sidst udarter denne slags historier i ren mekanik, ren dramaturgisk automatik, inderligt utroværdigt, rent menneskeligt. Og værre: uinteressant.

Jeg ender altid med at sidde og håbe, at han eller hun, misbrugeren i centrum, snart dør, og jeg kan virkelig ikke lide, at jeg gør det. Men jeg ved nærmest nøjagtig, hvor mange scener, hvor mange falske alarmer der skal til, før det sker. Psykologisk er filmen for længst afdød, der er kun afpilningens logistik tilbage, personen, vi følte for i filmens første og et stykke ind i anden akt, er kun en tom skal nu, og selv om man prøver at malke noget sentimentalitet ud af dødslejet, kan det for mit vedkommende næsten ikke gå for hurtigt med at sætte punktum.

Og ja, det piner mig faktisk virkelig.