Dressér dragerne, eller dræb dem! Med dét valg mellem fjendebillede og forståelse som dynamo belyser DreamWorks’ nu tre velfortalte og suverænt animerede ’Sådan træner du din drage’-film eksistentielle opvækstkonflikter til enhver tid. Her en vikingetid, hvor Bersærkøs voksne ville udrydde de skællede grimrianer, men høvdingens splejsede søn, Hikke, blev bedsteven med en kulsort natskygge-drage og fik omvendt dem.
Her i tredje og sidste ombæring er unge Hikke selv blevet høvding for sine fjottede, men behjertede bysbørn i kamp mod det blonde bestie Grimmel, hvis isnende dragehad rettes mod Hikkes natskygge, Tandløs. Men de tos venskab trues af ... ja: Hikke har et crush på seje Astrid, og Tandløs drages (undskyld!) uimodståeligt af en graciøs hvid artsfælle – desværre Grimmels lokkemad.




























