Samspillet mellem Viggo Mortensen og Mahershala Ali er den helt oplagte kvalitet i Peter Farrellys ’Green Book’. Den erfarne Mortensen og den fremstormende Ali udgør et godt matchet par som henholdsvis italiensk-amerikansk mand af folket og fisefornem afroamerikansk pianist.
Peter Farrelly ved, hvordan man timer en komisk scene. Sammen med sin bror, Bobby, har han stået bag herligt ’dumme’ komedier som ’Vild med Mary’ og Jim Carrey-filmene ’Jeg, mig & Irene’ og ’Dum og dummere’. Den erfaring udnytter han på mere subtil måde i ’Green Book’, der i sin substans unægtelig er en noget mere alvorlig affære. En nogenlunde autentisk historie om racisme i Sydstaterne kan man trods alt ikke lave som falde på halen-komedie.




























