Vil du tage fusen på bookmakerne eller kollegiets tipsklub eller bare svælge i selvtilfredshed, når navnene på dine Oscar-favoritter hives op af kuverterne på søndag, må du tilsidesætte dine fine fornemmelser og gode smag et øjeblik. Det er nemlig langtfra altid den største filmkunst, anmelderdarling eller blockbuster, der hiver statuetterne hjem.
Kampen om akademiets gunst er blevet ’big business’, og selv folkene bag et mexicansk sort-hvid-drama stiller an med farvestrålende drinks ombord på luksusyachter, når branchen skal overbevises om, at deres film er en værdig oscarvinder. Lykkes det, har award-sæsonen som regel været yderst indbringende med sejre i flere af de mest anerkendte prisuddelinger, såsom Baftaen, Screen Actors Guild Award og Critics Choice.
Statistikken viser nemlig, at jurymedlemmerne på tværs af særligt de amerikanske og britiske prisuddelinger er rørende enige om vinderne. Dels fordi juryerne tit deler medlemmer med hinanden, og dels fordi filmskabernes kampagnefolk har forstået, at én filmpris sjældent kommer alene. Derfor de farvestrålende drinks og luksusyachten.
At statuettehøst til andre prisuddelinger kan afsløre årets oscarvindere, er naturligvis ikke en eksakt videnskabelig øvelse. Blandt kålhøgne taljonglører og Oscar-clairvoyante findes der et utal af teorier og metoder. Nogle med mere succes end andre.
