Et særligt kapitel i litteraturhistorien kunne handle om de mange populære forfatternavne, som eftertiden nærmest har glemt. Få var i efterkrigstiden større end den franske forfatter Romain Gary, og få er gået så eftertrykkeligt af mode. Hvilket måske til dels skyldes, at han skrev en af alletiders største franske bestsellere ’Du har jo livet for dig ...’ under pseudonymet Emile Ajar. Bogen indbragte ham hans anden Goncourt-pris, og da samme forfatter ikke må modtage prisen to gange, indrømmede Romain Gary først posthumt, at han var Ajar.
I det hele taget er forfatteren med de mange pseudonymer kendt for at have fabuleret lystigt. På trods af at hans liv allerede var så eventyrligt, at man skulle tro, det var løgn. Hvor mange små fattige jødedrenge fra Vilnius mon endte mon som højt dekoreret fransk flyverhelt, prisbelønnet fransk bestsellerforfatter, fransk diplomat og gift med nybølgestjernen Jean Seberg?
Hvordan dét gik til, fortælles i selvbiografien ’Morgenrødens løfte’ fra 1961. Nu filmatiseret fornøjeligt af Eric Barbier med Pierre Niney som Romain Gary og med Charlotte Gainsbourg som hans mor.
Drømmen om Frankrig
’Løfte ved daggry’ fortæller første del af Romain Garys livshistorie som en mor-søn-kærlighedshistorie af mytologiske dimensioner. Nina Kacew var fattig russisk jøde i Vilnius, hvor den tidligere skuespillerinde levede af at sy tøj til byens pæne damer. Mod alle odds var hun fast besluttet på, at hendes søn skulle have en stor skæbne. Han skal realisere hendes drømme. Ikke i gråkolde Vilnius, men i det sagnomspundne Frankrig, der stod for hende som essensen af alt grandiost.
Med en blanding af jernvilje og naivt fantasteri forestillede hun sig, at hendes lille Romain skulle blive en kombination af Victor Hugo, krigshelt og ambassadør. Og minsandten om ikke han blev det! Han turde næppe andet. Nina Kacew får vore dages tigermødre til at ligne tamme missekatte, men bagsiden af den altopslugende moderlige kærlighed er ikke uventet en moderbinding så stor som en anakonda.
Historien er forrygende, skuespillet fornøjeligt, og Eric Barbiers største udfordring er at fastholde troværdighed på de flyvske præmisser og holde balancen med så mange oplagte komiske scener i en tid, hvor det ikke var uproblematisk at være jøde i hverken Østeuropa eller Frankrig. Det lykkes langt det meste af tiden. Charlotte Gainsbourg viser nye sider af sit talent, og mon ikke Romain Gary nu får en tur mere i manegen?
fortsæt med at læse
