Stillet over for et fladt landskab »ser jeg kun evigheden«, sagde Vincent van Gogh. Det er dét syn, han så har givet millioner af os glimt af gennem de ubegribeligt mange malerier, han skabte på kun ti frenetisk produktive år indtil sin død som 37-årig i juli 1890. Og dét syn, som billedkunstneren og filminstruktøren Julian Schnabel (’Basquiat’ 1996, ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ 2007 m.fl.) her prøver at genskabe gennem fotograf Benoît Delhommes delvis håndholdte, ’selvoplevende’ kamera.
Evigheden øjnet ikke alene under den ikoniske og indtil banalisering repeterede, hvirvlende stjernehimmel, men i kragerne over hvedemarken mod en fjern horisont eller med blikket fortabt i lysets vekslen mellem træstammerne i en skovbund. Evigheden ikke blot i kronologisk forstand (eller rettere: vores illusion om at forstå den), men i spirituel forstand som element for det guddommelige. Altså netop den synsvinkel, Arkens nylige store van Gogh-udstilling fremhævede, hans stærke længsel efter at give det guddommelige i naturen udtryk, og hans overbevisning om kunstens mulighed for det: Kristus som »en større kunstner end nogen anden kunstner« og dermed kunstnerens skaberværk som (gentagelse af noget) guddommeligt.
