0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Legende står bag højst uortodoks biopic: »Hvorfor i alverden har jeg dog valgt at lave en film om turist-attraktionen Van Gogh?«

Julian Schnabel har lavet sin film om van Gogh som en kunstmalers undersøgelse af en anden kunstmalers vision og kompromisløshed. Kim Skotte har mødt den anerkendte kunstner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

Man behøver ikke at lide for at skabe kunst, men det kræver humor og modet til at kaste sig helhjertet ind i det, siger Julian Schnabel.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Julian Schnabel mangler kun en fez, en halvnøgen haremskvinde for fødderne og en tam gepard i snor for at ligne en dekadent pasha, som han stor og mægtig ligger der i morgenkåbe henslængt på ottomanen. En stor mand med en attitude, der matcher.

Julian Schnabel er en af den moderne malerkunsts store navne og som skikkelse en levende legende i hjembyen New York. Hans malerier går for svimlende summer. At Politikens anmelder, relativt kort tid efter at dette interview bliver gennemført, vil rakke hans udstilling på ARoS ned til sokkeholderne som værende overfladiske falbelader, vil næppe ryste hverken Julian Schnabel eller prisniveauet på hans store skilderier.

Også som filmskaber er Schnabel en mand, man lægger til. Selv om han faktisk er en instruktør, der gør sig umage for ikke at ’fylde’ i sine egne film. Hans foreløbig fem spillefilm har alle gjort et stærkt indtryk. Ikke mindst oscar-vinderen ’Before Night Falls’ og ’Dykkerklokken og sommerfuglen’. Men med sin nye film vender han tilbage til sit udgangspunkt i billedkunsten. Schnabels første film var et portræt af graffitikunstneren ’Basquiat’, men i ’Ved evighedens port’ vender han blikket imod selveste van Gogh.

»Og hvorfor i alverden har jeg dog gjort det? Altså valgt at lave en film om turistattraktionen van Gogh«, spørger Julian Schnabel retorisk.

»For at afmystificere en kliché. Hvis man tager til Arles, er hvert eneste sted, hvor han har haft sit staffeli opstillet, blevet forvandlet til en souvenirbutik, men folk i Arles behandlede ham faktisk ikke særlig pænt, da han var i live«.

Det er langtfra den første film, der er lavet om Vincent van Gogh, så på en måde var der mange gode grunde til ikke at lave endnu en film. Men de var så alligevel en grund.

»Alle tror, de ved alt om van Gogh, og det kan faktisk være en god grund til at gøre det. Hvad med alt det, som måske er sket? Der er mange åbne spørgsmål«.<