Julian Schnabel mangler kun en fez, en halvnøgen haremskvinde for fødderne og en tam gepard i snor for at ligne en dekadent pasha, som han stor og mægtig ligger der i morgenkåbe henslængt på ottomanen. En stor mand med en attitude, der matcher.
Julian Schnabel er en af den moderne malerkunsts store navne og som skikkelse en levende legende i hjembyen New York. Hans malerier går for svimlende summer. At Politikens anmelder, relativt kort tid efter at dette interview bliver gennemført, vil rakke hans udstilling på ARoS ned til sokkeholderne som værende overfladiske falbelader, vil næppe ryste hverken Julian Schnabel eller prisniveauet på hans store skilderier.
Også som filmskaber er Schnabel en mand, man lægger til. Selv om han faktisk er en instruktør, der gør sig umage for ikke at ’fylde’ i sine egne film. Hans foreløbig fem spillefilm har alle gjort et stærkt indtryk. Ikke mindst oscar-vinderen ’Before Night Falls’ og ’Dykkerklokken og sommerfuglen’. Men med sin nye film vender han tilbage til sit udgangspunkt i billedkunsten. Schnabels første film var et portræt af graffitikunstneren ’Basquiat’, men i ’Ved evighedens port’ vender han blikket imod selveste van Gogh.
»Og hvorfor i alverden har jeg dog gjort det? Altså valgt at lave en film om turistattraktionen van Gogh«, spørger Julian Schnabel retorisk.
»For at afmystificere en kliché. Hvis man tager til Arles, er hvert eneste sted, hvor han har haft sit staffeli opstillet, blevet forvandlet til en souvenirbutik, men folk i Arles behandlede ham faktisk ikke særlig pænt, da han var i live«.
Det er langtfra den første film, der er lavet om Vincent van Gogh, så på en måde var der mange gode grunde til ikke at lave endnu en film. Men de var så alligevel en grund.
»Alle tror, de ved alt om van Gogh, og det kan faktisk være en god grund til at gøre det. Hvad med alt det, som måske er sket? Der er mange åbne spørgsmål«.
Og på en måde drog Schnabel ud i et usædvanlig ydmygt og samtidig dybt personligt ærinde. I filmen, hvor Willem Dafoe spiller van Gogh, vil Julian Schnabel prøve at indfange billedkunstnerens blik.
»På en måde er det i virkeligheden ikke en film om van Gogh. Vincent van Gogh er i filmen, og Willem Dafoe inkarnerer ham helt og aldeles, men i virkeligheden handler det om at være i live. Om at være til stede i naturen. Om det umulige i at være en del af samfundet. Om temperamenter. Om det fundamentale. Om forholdet mellem mennesker, der stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor lever man? Hvorfor maler man? Og desuden kan jeg ikke lide nogen af de film, der er blevet lavet om van Gogh. Især Maurice Pialats fra 1991 synes jeg er skrækkelig. Dialogen er fjollet, og den har intet som helst med van Gogh at gøre!«, fnyser Julian Schnabel.
Forhåbentlig føler seeren noget
Så Schnabels film er blevet en højst uortodoks biopic. Det spørgsmål, filmen stiller, er, hvad er det kunstneren ser, når han betragter lyset, der falder på verden – og hvorfor er det ved at tage livet af ham? Hvilket jeg får stillet på en lige lovlig fiks og færdig måde, der lyder meget bedre på engelsk, hvor ’impression’ og ’expression’ lugter mere af oliemaling og terpentin:
Kan man sige, det er en film, der prøver at finde mødestedet mellem indtryk og udtryk?
»Øh, det var da noget af en semantisk tungevrider! Men o.k.: Mine indtryk kan blive udtrykt. Klart nok. Men er det en impressionistisk eller en ekspressionistisk film? Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne være begge dele. Vi prøver at udtrykke de indtryk, der har rumsteret i fyrens hoved. Jeg vil nok sige, at det helt grundlæggende er en impressionistisk film, men den er mere struktureret, end begrebet umiddelbart lægger op til. Vi arbejder meget med modsatrettede elementer, hvor de enkelte dele efterhånden opbygger en grundfølelse. Stilhed og støj. Lys og mørke. Gør det så, at man i sidste ende forlader filmen med en impressionistisk eller ekspressionistisk følelse? Det ved jeg ikke rigtigt ... men forhåbentlig forlader man den under alle omstændigheder med en følelse«, gumler Julian Schabel på den vredne tunge.
Van Goghs indre tumult
Schnabel så den store van Gogh-udstilling på Musée d’Orsay i Paris sammen med manuskriptforfatteren Jean-Claude Carrière. Der var enormt mange billeder, og sammen så de noget for sig. Hvad nu hvis man ikke fokuserede på de enkelte billeder, men gav fornemmelsen af at have overværet en udstilling i sin helhed? Gav grundfølelsen videre? En slags samtale med kunsten og kunstneren, som engang kunne have fundet sted.
Så filmen er fuld af samtaler, selv om fokus er på van Goghs indre tumult. En af de centrale samtaler i filmen finder sted på et sindssygehospital, hvor van Gogh med jævne mellemrum var inde og køle af. En institution, som stik imod filmisk skik og brug ikke er skildret som et helvede på jord, men som en næsten paradisisk oase af fred, hvor samtalerne med en katolsk præst spillet af Mads Mikkelsen er med til at forbinde himmel og helvede i en jordisk ramme.
At skildre en maler igennem samtaler snarere end ved hjælp af slående dramatiske billeder må siges at være et usædvanligt valg. Man skal ikke regne med at se øret blive skåret af, mens musikkens basunengle trutter om kap. Det er ikke dén slags film.
»Jeg synes, man på den måde kommer tæt på figuren. Jeg synes, Willem er helt fantastisk i filmen. Hans figur er så ydmyg og skrøbelig, men er samtidig vidt forskellig alt afhængigt af, hvem han taler med. Og det er sådan, det er. Vi taler på forskellig måde med forskellige mennesker, der spiller forskellige roller i vores liv«.
»Er det overhovedet en film? Eller er det en akkumulering af et øjeblik, der gør, at man efterhånden føler, at man er van Gogh selv«, spørger Julian Schnabel.
»Jeg tror, jeg forstår van Gogh som maler, fordi jeg dybest set har det på samme måde. Jeg maler fordi, jeg ikke kan lade være, og fordi jeg ikke kan andet. O.k., jeg kan så også lave en film hvert syvende år, men det er som maler, jeg er i udveksling med verden. Som maler kan jeg gøre, hvad jeg gør, uden at skulle forklare nogen noget, i modsætning til, når det handler om film«, konstaterer Julian Schnabel, så man lige akkurat fornemmer det afsøgende blik bag de røgformørkede brilleglas.
»Kan en kunstner være en helt almindelig fyr? Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, man behøver at være skør eller lide som van Gogh, men man skal have sans for humor og en helt særlig evne til at kaste sig helhjertet ind i det. Man må være ubønhørlig og kompromisløs. Går man først på kompromis, kan man lige så godt droppe det«.
fortsæt med at læse
