0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Legende står bag højst uortodoks biopic: »Hvorfor i alverden har jeg dog valgt at lave en film om turist-attraktionen Van Gogh?«

Julian Schnabel har lavet sin film om van Gogh som en kunstmalers undersøgelse af en anden kunstmalers vision og kompromisløshed. Kim Skotte har mødt den anerkendte kunstner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

Man behøver ikke at lide for at skabe kunst, men det kræver humor og modet til at kaste sig helhjertet ind i det, siger Julian Schnabel.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Julian Schnabel mangler kun en fez, en halvnøgen haremskvinde for fødderne og en tam gepard i snor for at ligne en dekadent pasha, som han stor og mægtig ligger der i morgenkåbe henslængt på ottomanen. En stor mand med en attitude, der matcher.

Julian Schnabel er en af den moderne malerkunsts store navne og som skikkelse en levende legende i hjembyen New York. Hans malerier går for svimlende summer. At Politikens anmelder, relativt kort tid efter at dette interview bliver gennemført, vil rakke hans udstilling på ARoS ned til sokkeholderne som værende overfladiske falbelader, vil næppe ryste hverken Julian Schnabel eller prisniveauet på hans store skilderier.

Også som filmskaber er Schnabel en mand, man lægger til. Selv om han faktisk er en instruktør, der gør sig umage for ikke at ’fylde’ i sine egne film. Hans foreløbig fem spillefilm har alle gjort et stærkt indtryk. Ikke mindst oscar-vinderen ’Before Night Falls’ og ’Dykkerklokken og sommerfuglen’. Men med sin nye film vender han tilbage til sit udgangspunkt i billedkunsten. Schnabels første film var et portræt af graffitikunstneren ’Basquiat’, men i ’Ved evighedens port’ vender han blikket imod selveste van Gogh.

»Og hvorfor i alverden har jeg dog gjort det? Altså valgt at lave en film om turistattraktionen van Gogh«, spørger Julian Schnabel retorisk.

»For at afmystificere en kliché. Hvis man tager til Arles, er hvert eneste sted, hvor han har haft sit staffeli opstillet, blevet forvandlet til en souvenirbutik, men folk i Arles behandlede ham faktisk ikke særlig pænt, da han var i live«.

Det er langtfra den første film, der er lavet om Vincent van Gogh, så på en måde var der mange gode grunde til ikke at lave endnu en film. Men de var så alligevel en grund.

»Alle tror, de ved alt om van Gogh, og det kan faktisk være en god grund til at gøre det. Hvad med alt det, som måske er sket? Der er mange åbne spørgsmål«.

Og på en måde drog Schnabel ud i et usædvanlig ydmygt og samtidig dybt personligt ærinde. I filmen, hvor Willem Dafoe spiller van Gogh, vil Julian Schnabel prøve at indfange billedkunstnerens blik.

»På en måde er det i virkeligheden ikke en film om van Gogh. Vincent van Gogh er i filmen, og Willem Dafoe inkarnerer ham helt og aldeles, men i virkeligheden handler det om at være i live. Om at være til stede i naturen. Om det umulige i at være en del af samfundet. Om temperamenter. Om det fundamentale. Om forholdet mellem mennesker, der stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor lever man? Hvorfor maler man? Og desuden kan jeg ikke lide nogen af de film, der er blevet lavet om van Gogh. Især Maurice Pialats fra 1991 synes jeg er skrækkelig. Dialogen er fjollet, og den har intet som helst med van Gogh at gøre!«, fnyser Julian Schnabel.

Forhåbentlig føler seeren noget

Så Schnabels film er blevet en højst uortodoks biopic. Det spørgsmål, filmen stiller, er, hvad er det kunstneren ser, når han betragter lyset, der falder på verden – og hvorfor er det ved at tage livet af ham? Hvilket jeg får stillet på en lige lovlig fiks og færdig måde, der lyder meget bedre på engelsk, hvor ’impression’ og ’expression’ lugter mere af oliemaling og terpentin:

Kan man sige, det er en film, der prøver at finde mødestedet mellem indtryk og udtryk?

»Øh, det var da noget af en semantisk tungevrider! Men o.k.: Mine indtryk kan blive udtrykt. Klart nok. Men er det en impressionistisk eller en ekspressionistisk film? Jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne være begge dele. Vi prøver at udtrykke de indtryk, der har rumsteret i fyrens hoved. Jeg vil nok sige, at det helt grundlæggende er en impressionistisk film, men den er mere struktureret, end begrebet umiddelbart lægger op til. Vi arbejder meget med modsatrettede elementer, hvor de enkelte dele efterhånden opbygger en grundfølelse. Stilhed og støj. Lys og mørke. Gør det så, at man i sidste ende forlader filmen med en impressionistisk eller ekspressionistisk følelse? Det ved jeg ikke rigtigt ... men forhåbentlig forlader man den under alle omstændigheder med en følelse«, gumler Julian Schabel på den vredne tunge.

Van Goghs indre tumult

Schnabel så den store van Gogh-udstilling på Musée d’Orsay i Paris sammen med manuskriptforfatteren Jean-Claude Carrière. Der var enormt mange billeder, og sammen så de noget for sig. Hvad nu hvis man ikke fokuserede på de enkelte billeder, men gav fornemmelsen af at have overværet en udstilling i sin helhed? Gav grundfølelsen videre? En slags samtale med kunsten og kunstneren, som engang kunne have fundet sted.

Så filmen er fuld af samtaler, selv om fokus er på van Goghs indre tumult. En af de centrale samtaler i filmen finder sted på et sindssygehospital, hvor van Gogh med jævne mellemrum var inde og køle af. En institution, som stik imod filmisk skik og brug ikke er skildret som et helvede på jord, men som en næsten paradisisk oase af fred, hvor samtalerne med en katolsk præst spillet af Mads Mikkelsen er med til at forbinde himmel og helvede i en jordisk ramme.

Annonce

Mest læste