Maleri efter maleri. Det ene større end det andet. 7 eller 8 eller 9 meter høje billeder. Jeg har glemt præcis, hvad inspektøren på ARoS sagde, da han viste mig rundt, for jeg koncentrerede mig om at spore, om der var en understrøm af spørgsmål at stille til de her værker. Eller om der kommer spørgsmål ud af dem.
Men det var en følelse, der bedst kan beskrives som ’are you kidding me?’, der bredte sig i mig, mens jeg gik rundt i det store atrium-område i ARoS’ niveau 1 med solen strømmende ind og med de mega-mega-store værker af amerikanske Julian Schnabel fra 1990. En kanin tilbeder en diamant i et af værkerne. Er det sådan, jeg skal have det over for de her kæmpeværker? Skal jeg tilbede kunsten, som var den en gulerod og jeg en kanin?
Den første serie værker inde i udstillingen er o.k. ærlig og ’det er hvad det er’-agtig, og for det skal den have et halvt point: kæmpestore og med farvegradueringsfelter i midten i lyserød/rød med en uklædelig kant af ubemalet lærred rundt i kanten som en slags ramme og så med store, grove, mørke cirkelslag hen over det hele. Og fodspor. Fodsporene som kunstnerens direkte action-aftryk. Men så er malerierne alligevel befæstet med en form for poetisk titel: ’Last Attempt at Attracting Butterflies’. En kende selvhøjtideligt – et adjektiv, som passende kan copy-pastes ud over hele udstillingen, tænker jeg, mens jeg går videre.
Næste serie af også gigantiske malerier bærer alle den samme titel, ’Hat Full of Rain’, og består af fire tilsyneladende abstrakte malerier, hvor den dominerende farve er blå. Malerierne er dannet af klæde vædet i maling, som Schnabel har slynget op på lærredet. Som et ekstremt svagt ekko af både Jackson Pollock og action painting og af Yves Kleins performance-malerier med malingindsmurte kvindekroppe er den fysiske aktivitet væsentlig for værkerne, forstår man. Dette understreges i udstillingens titel, ’Aktion Painting’ (europæificeret med k i stedet for c). Et lige så svagt ekko af Cy Twombly emanerer fra værkerne.
