Endelig, en tirsdag formiddag, kommer jeg i kontakt med Eva. I en uges tid har vi forhandlet frem og tilbage for at aftale interviewet – hvornår og på hvilken af telefonens platforme vi skal tale sammen. For det meste besvarer Eva mine mails med et »No problem«.
Til sidst enes vi om, at Facetime er løsningen. Og derfor toner Eva frem på min telefon i Berlin fra Athen, hvor hun nu bor den formiddag. Hun ligner sig selv fra filmen ’Searching Eva’. Bortset fra at hun har tøj på, mens hun spadserer rundt i den besatte lejlighed, hun bor i sammen med tre andre piger i et »feministisk fællesskab«, som hun kalder det.
»Alt er ok«, siger hun og kører en hånd hen over næsen og videre gennem sit mørke, pageagtige hår. »Altså bortset fra, at her allerede er afsindigt varmt. Og at min seng lige er brudt sammen ... Holy fuck! Og hvad fanden er det? Min kat har lige brækket sig i sengen også!«.
Desværre virker Facetime af uransagelige årsager ikke så godt for min båndoptager, og vi bliver enige om at prøve at slå kameraet fra og bare tale sammen.
