Han kommer løbende efter mig, da jeg har forladt ham og er på vej ned ad gangen.
»Hey!«, råber han. »Nu kommer artiklen vel ikke kun til at handle om, hvor galt det står til med klimaet?«.
Hvis den gør det, kan Benedikt Erlingsson kun takke sig selv. Og sin nye film, ’Kvinde på krigsstien’, som handler om den midaldrende, islandske kvinde og korleder Halla, der tager kampen op mod klimasynderne i regeringen og administrationen ved at udføre sabotage mod offentlige anlæg.
Halla erklærer krig mod den lokale aluminiumsindustri og de politikere, som ødelægger hendes land. Hun går radikalt til værks, men konflikten mellem det nære og det globale accelererer, da hun samtidig får mulighed for at adoptere en lille pige fra Ukraine.
