Kære Lukas Moodysson
Tillykke med din nye HBO-serie, ’Gösta’.
Det er nogle år siden, vi skrev sidst. Det var i 2014, da du lige havde lavet ’Vi er de bedste!’ om de tre punkpiger, der lavede et band og bare klarede den.
Jeg kan huske, at du sendte mig et billede, du tog med din mobiltelefon af din computerskærm på dit bord i en hytte i skoven. Skærmen eller tekstbehandlingsprogrammets side var helt hvid (helt tom), og du skrev, at få ting er et så »krævende syn, ikke udelukkende angstfyldt, men det stiller store krav at begynde med intet andet end det, man selv har i hovedet og hjertet«. Jeg er meget enig. Det tror jeg, de fleste skrivende mennesker er (hvis de er seriøse).
I dag skriver jeg til dig på en gammel skrivemaskine, en Hermes 3000, der står på Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundiks kontor.
Det er vanskeligt, men det føles godt.
Jeg skriver nu og således, fordi det er kommet mig for øre, at du har skrevet manuskriptet til ’Gösta’ på skrivemaskine. Hvordan gik det til? Hvilken maskine skriver du på? Hvordan er det? Hvilken forskel gør det?
Og hvis vi sætter i gang, kommer her et andet spørgsmål: I 2010 fortalte du mig i Malmø en anekdote som forklaring på en splittelse i dig. Den lød cirka sådan her: Instruktøren Andrej Tarkovskij tog engang til Georgien sammen med manusforfatteren Kontjalovskij for at lede efter locations til filmen ’Andrej Rublev’. Kontjalovskij forsøgte hele tiden at få lov at tale om historien og manuskriptets vendepunkter, men måtte til sin frustration sande, at Tarkovskij hellere ville kigge på træer, blade og fugle. Du sagde dengang, at du hele tiden var i konflikt, fordi du følte et behov for at filme blade og samtidig havde en trang til historie. Hvordan står det til med den konflikt i dig her næsten 10 år senere?
Kærlig hilsen
Kristoffer Hegnsvad
PS: Undskyld utallige slåfejl. Jeg forsøger at være tro mod maskinen og skrive fra hjertet og hoften. Jeg håber, du vil samle tanker op, hvor du finder det muligt. (slåfejl er i det følgende rettet for og Moodyssons svenske oversat, red.).
Hej.
Jeg skriver til dig på en Hermes Baby fra 1955. Din Hermes 3000 er en kvalitetsmaskine, men den er stor og klodset, og med tanke på, hvordan teksten ser ud, trænger den til et eftersyn, hvilket ikke er let nu om dage.
Manuskriptet til ’Gösta’ er skrevet delvis på denne Hermes, delvis på en vidunderlig Erika M fra Tyskland, fra før Anden Verdenskrig. Den har nogle små skavanker, men fungerer i det store hele lige så godt, som den gjorde for 80 år siden. Prøv at finde en teknisk gadget i dag, som vil fungere om 80 år. Good luck.
Der var flere år, hvor jeg ikke kunne skrive. Jeg prøvede alt muligt. Jeg købte masser af notesbøger, masser af forskellige penne, i håb om at noget ville hjælpe mig. Jeg købte vel fyldepenne for 10.000-20.000 svenske kroner. Jeg bliver angst bare af at tænke på det nu. Jeg var helt fortabt, og jeg havde svært ved endda at tale om det. Men så ... jeg ved ikke præcis, hvad der skete, men jeg erkendte, at jeg måtte prøve at skrive på skrivemaskine igen, ligesom jeg gjorde, da jeg var yngre. Og pludselig kørte det bare.
Det meste af det, der er godt i litteratur-, film- og tv-historien, er skrevet på skrivemaskine eller i hånden, så egentlig er der ingen grund til at skrive på computer. At jeg har skrevet på computer i mange år, føles bare som en fejltagelse.
Dine spørgsmål er svære for mig, eftersom jeg ikke tænker så meget i dag. Jeg føler mig frem, instinkt, intuition – sådan noget: Det må blive, som det bliver. Og jeg er mere interesseret i træerne end dramaturgien, eller hvad det nu var, Tarkovskij og hans manusforfatter diskuterede.
Jeg kom til at tænke på, at David Chase (’Sopranos’) også talte om ... ikke lige træer, men at naturen var et begyndelsespunkt: at for eksempel den der bjørn, som dukker op i en sæson, var vigtig, at det stammede fra hans barndoms New Jersey, nærheden til den vilde natur.
Det er det samme for mig. Det begynder ofte med steder.
I dette tilfælde den lille by Nässjo, som jeg elsker, fordi min mormor boede der. En nøglescene for mig (måske ikke for nogensomhelst andre) er, når Saga (børnepsykologen Göstas depressive unge patient, red.) går på gaden i Nässjö, i mørket, og har svært ved at få vejret, angst.
Scenen i hendes rum er indspillet i min mormors gamle hus. Jeg kontaktede de nuværende ejere og spurgte dem, om vi kunne få lov at optage der, og det rum har jeg selv leget i mange gange – frem til at min mormor døde, da jeg var cirka 25.
Byen, som Gösta lejer en hytte i, er min egen by – det vil sige byen, som alle mine forfædre og formødre kommer fra på min fars side. Göstas hytte er min families hytte. Græsningsarealet, hvor de taler om at spise is, tilhørte min farfar og farmor og er nu mine kusiners.
Den lille dam blev anlagt af min farfar, der, uden at nogen vidste det, satte krebs ud og tog mig med ud en tidlig morgen, og så kom vi hjem med flere kilo krebs. Sådan har jeg siden fået det fortalt. Jeg husker det ikke selv.
Alt sammen føles højtideligt, mærkeligt. At filme på mine forfædres mark. Jeg føler mig som en bonde, der bruger jorden, blot på et lidt anderledes måde. Jeg tænker, at de døde sidder oppe i himlen og kigger ned og er glade og forundrede.
Jeg skriver lige hurtigt igen, da det slår mig, at du meget gerne kort må berette om, hvem børnepsykologen Gösta er. Jeg har netop fået mulighed for at se de tre første afsnit (og glæder mig til at se videre). Men resten af verden får først mulighed for at møde Gösta 1. juli.
Hvem Gösta er, ved jeg ikke rigtig. Han er den, han er, som et træ. Undskyld, det lød lidt prætentiøst. Men jeg har prøvet at undgå at analysere for meget, bare køre lige på. Det var vigtigt at finde de de rette skuespillere, der ikke spurgte mig om for meget, jeg ikke kunne svare på.
Det var en meget morsom indspilning. Enkel. Selv om jeg selvfølgelig indimellem lå i fosterstilling om aftenen og syntes, jeg var verdens værste, og at alt, jeg lavede, var det rene møg. Men sådan er det jo ikke. ’Gösta’ er ikke noget møg.
Det var vigtigt for projektet, at vi holdt et højt tempo, ikke stress, ikke åndenød, men at vi aldrig tabte energien og filmede meget hver dag. Mit mål var at få fotografen og lydteknikeren til at grine under optagelserne. Så vidste jeg, at det var godt. Eller når jeg selv begyndte at græde. Så vidste jeg, at det var godt.
»Meningen med livet er at efterlade noget. Helst noget godt. Et minde. Et hus. Et græsningsareal. En tv-serie. Tre børn. En skrivemaskine, som nogen fortsat kan skrive på. At plante et træ«
Lukas Moodysson
Jeg er nu ved en anden skrivemaskine. Den gamle Hermes 3000 krævede, at man boksede i den som en sværvægtsbokser i en sandsæk. Nu sidder jeg ved en nyere elektrisk sag, en Brother AX-410, der også er Herbert Pundiks. Den rammer linjerne bedre, men er mindre romantisk. Og dog. For dens brummen minder mig om lyden fra min tidlige barndom i 1980’erne. At sidde under min fars skrivemaskine.
Jeg er nået til afsnit 4 af ’Gösta’.
Gösta lader til at være godheden selv. En ægte Venligbo, der har en flygtning boende, hjælper gamle damer, giver penge til tiggere og er børnepsykolog.
Jeg tænker lige tilbage på noget, du sagde i Malmø i 2010, da du var udmattet, efter du havde instrueret ’Mammut’: »Jeg vågner hver morgen og stiller spørgsmål til min eksistensberettigelse«, sagde du: »Hver gang jeg skriver, skal jeg spørge mig selv, om det, jeg skriver, er arbejdet værd, og det trænger ind i hvert komma, jeg sætter«.
Og da vi skrev sammen i 2014, spurgte jeg ind til netop dette. Du skrev, at du havde overvundet krisen ved ikke at tage den så alvorligt. Ved at holde op med at tænke over den. Men skrev så senere, at sådan fungerer det jo ikke, at alle sejre i livet er midlertidige.
Jeg ved ikke, om jeg nærmer mig et spørgsmål her, men det lader til, at alle rundt om Gösta har det dårligt. Nu er han jo børnepsykolog, så selvfølgelig er vi i det område, men det virker, som om angst, depression og nervøsitet er allestedsnærværende. Er det der, vi er, tænker du, som samfund?
I afsnit 4 spiser Göstas far, Thomas, en is. Göstas far er til tider grænseoverskridende med sin egoisme og kærlighedskvaler, men Gösta rummer ham. Som han rummer alle. Men isen gør bare Thomas mere deprimeret. Den er dejlig, men så er den pist væk. Lidt som da han siger, at han drømmer om at gå i seng med skuespilleren Alicia Vikander og eje et slot i Venedig, men det kommer jo aldrig til at ske. Hvad er pointen i at spise is og drømme så, spørger han, når det enten ikke varer ved eller aldrig kommer til at ske. Men så siger han alligevel, at vi må kæmpe og som minimum børste tænder og IKKE LUGTE AF ABERØV. Beklager Caps Lock-fejlen, og at jeg repeterer dine egne ord: Men hvad er meningen?
Meningen med livet er at efterlade noget. Helst noget godt. Et minde. Et hus. Et græsningsareal. En tv-serie. Tre børn. En skrivemaskine, som nogen fortsat kan skrive på. At plante et træ.
Meningen med livet er også at forsøge at gøre flere gode end dårlige ting. Og at angre de dårlige ting.
Göstas far er et sted midt i det, angeren, og forsøger at gøre det hele godt igen ved at bygge en brusekabine (til Gösta, red.). Han er en af dem, der, som du siger, føler sig dårlig – og ja, mange mennesker føler sig dårlige i varierende grad – men når det gælder karaktererne i ’Gösta’, tror jeg først og fremmest, at de er følsomme, at de ikke kan lade være med at reagere på verden, at de ikke kan beskytte sig mod deres følelser eller mod den alt for intensivt påtrængende omverden.
De følsomme mennesker er de bedste, men de går desværre ofte til grunde. Men ikke altid.
Jeg er usikker på, om Gösta drages af de følsomme, triste mennesker, eller om de triste drages af ham. Et både-og, formodentlig.
Men nu lyder alting så deprimerende. Målet, hvis jeg havde et mål, det havde jeg nok ikke rigtig ... Men drømmen, det var at lave noget, som man kunne grine af. Hvordan skal man ellers overleve?
En tanke: Er Gösta mon i familie med Göran fra ’Tillsammans’, ham den søde hippie i kollektivet i filmen, der er så sød, at han rummer sin kærestes lyst til andre mænd og lytter til hende fortælle om de orgasmer, hun får af dem, og plejer hendes kærestesorger på grund af dem.
Gösta og Göran rummer alle. Og jeg synes jo, de har ret langt hen ad vejen. Men ligesom med Göran begynder jeg på et tidspunkt at længes efter, at Gösta eksploderer :-) (smiley er ikke så skrivemaskineegnet).
Denne konflikt synes at gå igen i alle dine film. Mellem at ville det gode, at ville de store ideer. Og hvilke konsekvenser det har i virkeligheden, for andre og for os selv. Er Göran en onkel til Gösta, tænker du?
Gösta og Göran i ’Tillsammans’ er på nogle områder ens og andre ikke.
Det er morsomt, at deres navne begge begynder med Gö.
Men Gösta hedder Gösta, fordi hans far godt kunne lide romanen ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf. Der er en scene, hvor de taler om det, men den klippede vi ud. Den var god, men vi filmede for meget. I scenen siger Thomas, at han fortryder, at han gav sin søn det navn, for det var et ønske om, at sønnen skulle blive lige så vild og gal som Berling, og det blev han ikke, og man skal ikke forsøge at styre, hvordan børn skal blive. Han siger, at han selv havde passet bedre til at hedde Gösta.
»Jeg skriver til dig på en Hermes Baby fra 1955. Din Hermes 3000 er en kvalitetsmaskine, men den er stor og klodset, og med tanke på, hvordan teksten ser ud, trænger den til et eftersyn, hvilket ikke er let nu om dage«
Lukas Moodysson
Det er nu over 20 år siden, at ’Fucking Åmål’ havde premiere. Jeg anser det som en af de bedste – måske den bedste – film om unge længselsfulde hjerter i provinsen. Om at føle sig ung og anderledes uden nødvendigvis at være så forfærdelig anderledes.
Jeg ser en tone i den, som måske er grundtonen i alle dine film. En længsel, et håb om et andet og bedre liv, der findes både i de lyse film ’Fucking Åmål’, ’Tillsammans’ og ’Vi er de bedste!’ og i de mørke ’Lilja4-ever’, ’Et hul i mit hjerte’ og ’Mammut’.
Synes jeg. Hvordan ser du selv tilbage? Og hvordan ser du selv på den længsel i dit værk?
Jeg er i øvrigt nu tilbage på Hermes 3000 for at runde af.
Tillad mig at afslutte med et stort spørgsmål – jeg håber, du vil danse med. Vi har tidligere talt om dramatikeren Heiner Müller, der sagde, at det var kunstens pligt at skabe konflikt i offentligheden. Det var du enig i tidligere i dit liv, da vi talte i 2005 og i 2010, men i 2014 var du mere dæmpet i din brug af ordene, når du skrev. Mere dæmpet om ordene PLIGT og KONFLIKT. Hvad tænker du i dag om kunstens rolle?
Længsel findes i alle mine film.
Engang var jeg ligesom Saga, som går på den der gade i mørket.
Men jeg tænker ikke så meget på mine tidligere film, og når jeg gør, er det ikke med glæde. Der er ikke meget, jeg har gjort, som jeg er tilfreds med. Eller jo: enkelte detaljer, men ingen helheder. En scene her, en scene der – af og til er jeg den bedste i verden.
Pligt og konflikt? Jeg ved det ikke. Pligt, jo, måske, men ikke over for verden, over for mig selv. Og måske over for dem, som kom før mig. Det kunne jeg føle på græsningsarealet og i skoven, en aristokratisk følelse af, at her kommer jeg fra, dette er mig. Jeg hverken kan eller vil flygte.
Konflikt, nej, jeg er ikke lige så interesseret i konflikt i dag, men det er altid morsomt, når mennesker synes forskellige ting. Nogle ler ad Thomas, når han siger, at det er meningsløst at spise is. Andre synes, det er dybt deprimerende. For mig personligt (men jeg vil virkelig ikke styre, hvordan andre skal opleve den) er det en scene/replik, som endte præcis der, hvor jeg ville have, at den skulle være: tung og let, realistisk og drømmeagtig på samme tid. Jeg har længe haft angst over, at jeg så sjældent rammer den rette tone eller farve i det, jeg skriver/instruerer, men nu, i ’Gösta’, er der mange sådanne scener, situationer, faktisk, som jeg er vanvittig glad for.
Det er, som om det ikke er muligt at finde ... nej, jeg kan ikke forklare ... der er en slags ... når flere forskellige stemninger findes samtidig på samme tidspunkt i samme rum, og de stikker i hver sin retning, nej, de stikker ikke af i hver sin retning, det burde de teoretisk set gøre, men det gør de ikke. Eller man kan sige det sådan her: Når jeg og Ellinor (fotografen, red.) talte om, hvordan vi gerne ville have, scener skulle se ud, sagde vi: mærkelige og smukke.
»Der var flere år, hvor jeg ikke kunne skrive. Jeg prøvede alt muligt. Jeg købte masser af notesbøger, masser af forskellige penne, i håb om at noget ville hjælpe mig. Jeg købte vel fyldepenne for 10.000-20.000 svenske kroner. Jeg bliver angst bare af at tænke på det nu«
Lukas Moodysson
Nu lyder det måske, som om ’Gösta’ er en vældig alvorlig og kompliceret serie, men sådan er det jo ikke. Det er en glad lille komedie, til trods for, eller på grund af, at den handler om mennesker, som skal dø.
Alle, som ser den, kommer til at grine meget, og de folk, der ikke griner, bryder jeg mig ikke om (det er tilladt ikke at grine hele tiden, men mindst én gang per afsnit. Ellers er det ikke en serie for dig. To gange per afsnit, og ellers: Stå af).
KH Lukas M.
Kære Lukas, tak for dine svar. Tak for filmene. Og tak for scener med O’Boy-kakaomælk og for at kunne skabe følelsen af intimitet selv i et lille skab i en samtale om styrken i brilleglas. KH Kristoffer
