Shannon Lee, datter af legendariske Bruce Lee, kalder det »nedslående« at se, hvordan hendes far er portrætteret i Quentin Tarantinos nye film ’Once Upon a Time In Hollywood’. Det fortæller Lee i et interview med The Wrap.
I filmen, der når danske biografer 15. august, ender Bruce Lee, spillet af Mike Moh, i slåskamp med Brad Pitts kæphøje stuntmand-karakter Cliff Booth, efter at de har haft en ganske højrøstet ordudveksling med hinanden.
I scenen kalder Bruce Lee blandt andet sine hænder for »dræbende våben«, men ifølge Shannon Lee er det misvisende at portrættere hendes far som »et arrogant røvhul«. I 1960’ernes Hollywood skulle Bruce Lee som amerikaner med asiatisk baggrund arbejde meget hårdere end sine hvide kollegaer for at opnå anerkendelse, mener Shannon Lee.
»Jeg forstår godt, at de vil gøre Brad Pitt til den her super seje fyr, som kunne give Bruce Lee tæsk. Men de behøvede ikke behandle ham (Lee, red.), som det hvide Hollywood gjorde, da han var i live«, siger Shannon Lee til The Wrap.
Skulle kæmpe tre gange så hårdt
Shannon Lee har ikke noget at udsætte på selve Mike Mohs præstation som Bruce Lee og medgiver, at mange af rollerne i Tarantinos film er karikaturer, men den karikerede afbildning laver mere sjov med Bruce Lee end for eksempel med Steve McQueen.
»Han fremstår som et arrogant røvhul fuld af varm luft og ikke som en, der skulle kæmpe tre gange så hårdt for at opnå, hvad der blev foræret til så mange andre«, siger Shannon Lee.
I ’Once Upon a Time In Hollywood’ er Bruce Lee blandt andet med til at lære Sharon Tate kampsport. Noget han rent faktisk gjorde i virkeligheden. Filmen foregår i 1969, få år før Bruce Lee fik sit helt store amerikanske gennembrud i Hong Kong-kampsportfilmen ’Karatenæver af stål’, i dag måske bedst kendt under den amerikanske titel ’Fists of Fury’.
Quentin Tarantino har i sine tidligere film hyldet Bruce Lee. Blandt andet i ’Kill Bill’-serien, hvor Uma Thurmans sort-gule signaturdragt er en hyldest til en dragt, Bruce Lee ofte brugte i sine film.
Tidligere har ’Once Upon a Time In Hollywood’ mødt kritik for at give for få replikker til de kvindelige roller i filmen. Filmen slog imidlertid Quentin Tarantinos personlige rekord for bedst indtjenende åbningsweekend, da den fik premiere i USA sidste uge. 40 millioner dollars solgte den billetter for. Det svarer til 268 millioner kroner.
fortsæt med at læse


























