Den kvindelige manuskriptforfatter Adele Lim har valgt at trække sig fra Warner Bros.-produktionen af efterfølgeren til den populære romantiske komedie ’Crazy Rich Asians’ fra 2018.
Hun hævder, at det skyldes lønulighed mellem hende og en hvid mandlig kollega.
I et interview med The Hollywood Reporter tirsdag fortalte hun, at hun er blevet tilbudt betydeligt mindre i løn sammenlignet med sin kollega og med-manuskriptforfatter Peter Chiarelli. Det bekræfter Adele Lims agent over for mediet.
Adele Lim har ikke oplyst den eksakte lønforskel mellem hende og Peter Chiarelli, men ifølge flere kilder er sidstnævnte blevet tilbudt et sted imellem 5,4 og 6,7 millioner kroner. Adele Lim er derimod blevet tilbudt omkring 745.000 kroner – svarende til en ottendedel af den mandlige kollegas lønseddel for det samme job.
Ifølge Warner Bros. er de to lønsedler fastsat efter en branchestandard, der er baseret på erfaring. At afvige fra denne ville danne præcedens for fremtidige sager, fortæller mediekoncernen til The Hollywood Reporter.
Ikke bare et kulturelt pift
Adele Lim mener, at kvinder og alle andre end hvide mennesker ofte bliver ansat på forskellige projekter som en slags »sojasauce« for at bibringe et kulturelt pift – i stedet for at blive krediteret for det mere substantielle i arbejdet med at skabe en filmfortælling. Det mener hun, lønforskellen er et eksempel på. En lønforskel, som Peter Chiarelli forsøgte at udligne ved frivilligt at tilbyde halvdelen af sin betaling.
»Pete (Chiarelli, red.) har ikke været andet end gavmild, men min løn burde ikke være afhængig af en hvid mandlig manuskriptforfatters generøsitet«, siger hun til The Hollywoord Reporter.
Eftersom hun, som er et anerkendt navn inden for filmbranchen, ikke har modtaget en ifølge sig selv rimelig løn, har hun svært ved at sætte sig ind i, hvor hårdt det må være for mindre prominente manuskriptforfattere. Standarden for, hvor meget du er værd, bliver nemlig sat efter de store og mindeværdige passager, som den enkelte manuskriptforfatter bidrager med til en film – og det er ikke ligefrem nemt for kvinder, der ikke er hvide, at blive ansat for de passager, mener hun. På den måde er der »ingen realistisk måde«, hvorpå mænd og kvinde, hvide og farvede, kan opnå ligeløn i branchen.
’Crazy Rich Asians’ er ifølge South China Morning Post blandt andet blevet rost for sætte gøre brug af andre end hvide amerikanske skuespillere og dermed repræsentere skuespillere fra forskellige asiatiske lande i Hollywood. Adele Lim selv har kinesiske og malaysiske aner, og hun er blevet hyldet for at gøre filmen autentisk på grund af sin kulturelle baggrund.
Filmen er baseret på den singaporeanske forfatter Kevin Kwans trilogi af samme navn. Den romantiske komedie følger Rachel, der rejser til Singapore for at lære sin kæreste Nicks familie at kende – intetanende om, at hun kommer til at stifte bekendtskab med en af de rigeste familier i landet.
fortsæt med at læse


























