Når Phoebe Waller-Bridges sympatiske, men også storkiksede hovedperson ’Fleabag’ i den kulsorte og Emmy-belønnede komedieserie af samme navn vender blikket mod kameraet og taler direkte til sit publikum, er der flere ting på spil. Som nu i allerførste afsnit af serien, hvor hun reflekterer over et erotisk rendezvous med en mand, der har knaldet hende bagi og bagefter ømt fortalt hende, at det var første gang, det lykkedes for ham, og hun vender sig mod publikum og spørger: »Do I have a massive arsehole?«. Er mit røvhul virkelig så kæmpestort?
For det første søger hun at overskride broen mellem medie og modtager. Hun italesætter det, man kalder for ’den fjerde væg’, og denne er den usynlige, men veletablerede grænse, der adskiller fortællingens rum fra den øvrige verden, og som er nødvendig for at opretholde ’tekstens illusion’. Den er nemlig en betingelse for, at vi som tilskuere på optimal vis kan leve os ind i de begivenheder, vi præsenteres for. Besidder en fortælling – hvad enten den udspiller sig på en scene, en bogside eller i en tv-kulisse – ikke den nødvendige sandsynlighed, skriver vi ikke under på kontrakten, og så holder det ikke.
