Jeg vil vove den påstand, at hvis du ser ’Joker’, vil du aldrig glemme Joaquin Phoenix’s ansigt som Arthur Fleck, der over to timer forvandler sig til Batmans arvefjende Jokeren. I en og samme mimik griner han katatonisk og græder inderligt, så man næsten ikke kan se forskel, når han som en seismograf sitrer under presset fra en fordærvet storby.
Det, der er så vildt ved hans præstation, er, at han formår at mime den karikerede mimik, vi alle kender fra superskurken i ’Batman’-filmene, og gøre den til udtryk for et virkeligt menneskes lidelser. Han tager den ekspressionistiske maske på og bruger den naturalistisk, så vi tror på, at både Arthur Fleck og Jokeren er et produkt af et samfund, vi kender fra vores egen verden.




























