White Zombie, 1932
I 1920’er- og 30’erne kom amerikanske soldater hjem fra Haiti med skræmmende historier om sort magi, voodoo-dukker og levende døde. Og snart trådte zombierne – eller Nzambi, som de levende døde hedder på haitiansk – ind foran kameraet. Victor Halperins ‘White Zombie’ følger en voodoomester, som forvandler en smuk ung kvinde til viljeløs zombie. Filmen bliver anset for den første film om zombier i spillefilmslængde – om end der er meget langt til de kødædende, rådne lig, vi forbinder med genren i dag. ‘White Zombie’ red på samme horrorbølge, som havde gjort ’Dracula’ og ’Frankenstein’ til monstersucceser året før. I rollen som voodoomesteren Murder Legendre ses i øvrigt ingen ringere end Dracula selv, Bela Lugosi.
Night of the Living Dead, 1968
Horrorfilm blev aldrig det samme igen, efter instruktøren George A. Romero slap en horde af levende døde løs på en farm i Pennsylvania for et halvt århundrede siden. ‘Night of the Living Dead’ forvandlede zombien fra fjollet voodoooffer til det stavrende, viljeløse monster med appetit på menneskekød, vi forbinder med navnet i dag. Romeros dommedagsvision afspejlede et samfund på sammenbruddets rand og et desillussioneret folk, der havde travlt med at bekrige hinanden frem for at finde en løsning på de indvoldsædende problemer. En opskrift, som er blevet brugt med større eller mindre held i genren lige siden.




























