Det har altid været slående med de iranskfødte Avaz-brødres film, at de i etnisk forstand er kridhvide. Andre danske filmfolk med indvandrerbaggrund har valgt at bruge netop den platform til at fortælle indvandrerhistorier og gøre opmærksom på minoritetsproblemer. Hvor andre film som mindstemål har en obligatorisk mellemøstlig type og en homoseksuel med, er Avaz’ film klinisk renset for den slags.
Det er nærmest, som om Avaz’erne med vilje er gået den stik modsatte vej ved ovenikøbet at hyre den hvideste af alle hvide danske filmkomponister, veteranen Bent Fabricius Bjerre, til at stå for musikken. I ’Mens vi lever’, et drama om dansk gymnasieungdom i Helsinge, lød det næsten som ’Matador’.
»Vi er ikke interesseret i, hvad der skiller os«, forklarer Milad Avaz og tilføjer:
»Det kan godt være, at det føles inkluderende at lave de film, og det er det jo på sin vis også, hvis der er en gruppering, der savner at se sig selv repræsenteret på film. Vi laver film om folk, der kunne være hvem som helst. Alle de film, vi laver, handler inderst inde om de ting, du lærer, inden du lærer at tale, alle de følelser, du er født med. Så det er fuldstændig ligegyldigt, hvilke stempler du giver dig selv for at føle dig hjemme på den her planet. Vi laver film om ting, der samler – ikke dem, som splitter«.
