Kærlighed og kunst kender åbenbart ingen alder. Som 83-årig har Ken Loach nemlig lavet en af sine bedste film, der er lige så frisk og humoristisk sprudlende som tidligere storværker som ’My Name is Joe’ (1998) og ’Sweet Sixteen’ (2002) og lige så dirrende af social indignation og lige så ubesværet fortalt.
Kærligheden til kunsten er heller ikke rustet til hos den store humanist i europæisk film, der siden debuten på BBC med dokudramaet ’Cathy Come Home’ i 1966 har formidlet sin kamp for mennesker på samfundets bund gennem underholdende, almenmenneskelige og empatiske film. For selv om det venstreorienterede politiske udgangspunkt altid har været tydeligt i Loach’ film, så har han sjældent lavet rene budskabsfilm. Han skaber kunst, ikke kronikker eller graffiti.
