Lidt sjov, lidt tvistet og skør, lidt hyggelig, lidt som en pose, hvor du ikke helt ved, hvad der derefter vælter ud af, når du åbner den, eller hvordan du skal forholde dig til alt det, der kommer ud af den – og lidt underlig, som hun selv ville sige. En, der bare gerne ville gå i aggressivt grimme sweatre, da hun var yngre, fordi hun ikke gad indordne sig under normen, der dikterede, at piger skulle være søde og smilende og gå op i, hvordan de så ud.
»Jeg var virkelig sådan en outsider, der altid fik at vide af andre, at jeg var underlig. Og jeg vidste ikke hvorfor. Folk var sådan: Tone, du er bare så mærkelig«.
»Måske er det derfor, jeg bliver naturligt draget af at lave film med folk, der føler sig lidt som aliens alle de steder, de er«, siger hun.
En tilbagelænet oprører kunne man også kalde Tone Ottilie. En 24 år gammel filminstruktør, født og opvokset i København, der, selv om hun blot stadig er studerende på Filmskolens instruktørlinje, allerede i flere år har været udråbt som et stortalent, fordi man tror på, at hun kan fortælle de historier, dansk film har manglet, om en ny generations blik på køn og identitet, fortalt af den generation, der selv står midt i det.
