Den omdiskuterede serie ’Hunters’ om nazijægere i 1970’ernes New York får kritik for at indeholde ekstremt voldelige og upræcise skildringer af mord på jøder. Seriens skaber svarer, at serien »ikke er en dokumentar og aldrig har forsøgt at være det«.

Ekstremt voldelig naziserie med Al Pacino får kritik: »Farlig, fjollet karikatur« af holocaust

Skuespilleren Al Pacino spiller rollen som Meyer Offerman, lederen af en jødisk gruppering, der i 1970'erne opsporer og dræber tidligere og nuværende nazister, som efter krigen har startet en ny tilværelse i USA. Foto: Foto: Christopher Saunders / Amazon Studios
Skuespilleren Al Pacino spiller rollen som Meyer Offerman, lederen af en jødisk gruppering, der i 1970'erne opsporer og dræber tidligere og nuværende nazister, som efter krigen har startet en ny tilværelse i USA. Foto: Foto: Christopher Saunders / Amazon Studios
Lyt til artiklen

Amazons nye serie ’Hunters’ om en gruppering, der opsøger og dræber tidligere og aktive nazister, har fået heftig kritik af organisationer og anmeldere for en unødvendig voldelig fremtoning og historisk upræcis skildring af drab på jøder under holocaust.

Auschwitz Memorial, en organisation, der står for at bevare den tidligere kz-lejr i Auschwitz, hvor over 1,1 million mennesker blev dræbt mellem 1940 og 1945, har kritiseret ’Hunters’ for at tegne en »farlig, fjollet karikatur« af begivenhederne under holocaustmassakren.

Det er især en opdigtet flashbackscene i serien, hvori nazisterne har opsat indespærrede jøder på et skakbræt, som én for én bliver slået ihjel, som får organisationen til tasterne på Twitter.

I efterfølgende tweets betegner Auschwitz Memorial scenen som en »falsk historie, der aldrig skete i Auschwitz«

»Auschwitz var et virkeligt sted, hvor mennesker led. Det ville være meget bedre, hvis seriens instruktører satte fokus på, hvad der skete i visse scener, der er tættere på sandheden«, skriver organisationen.

I serien oplever den superkloge jødiske newyorker Jonah Heidelbaum (Logan Lerman), at hans bedstemor, en overlevende fra nazisternes koncentrationslejre, bliver skudt af en maskeret mand i deres hjem.

Meyer Offerman, spillet af Al Pacino, bedstemorens ven og ligeledes overlever fra koncentrationslejrene, tager Jonah Heidelbaum under sine vinger, da Heidelbaum søger en forklaring på mordet. Offerman leder en gruppe, der opsøger og dræber nazister, der overlevede krigen og nu bor i USA.

Serien er inspireret af virkelighedens nazijægere efter Anden Verdenskrig og den amerikanske regerings Operation Paperclip, en hemmelig rekruttering af omtrent 1.600 tyske forskere, ingeniører og teknikere – herunder mange tidligere nazister – i forsøg på at få et teknologisk forspring for Sovjetunionen i rumkapløbet under den kolde krig.

Al Pacinos figur Meyer Offerman bygger delvis på ukrainske Simon Wiesenthal, der overlevede holocaust og tre selvmordsforsøg.

Men hvor Al Pacino i ’Hunters’ på brutal vis dræber de nazister, han opsporer, gik virkelighedens Simon Wiesenthal fredeligt til værks. I samarbejde med den amerikanske regering fandt han frem til mere end 1.000 nazister, som han retsforfulgte og fik fængslet, skriver DR.

Seriens jødiske skaber og producer, David Weil, svarede på kritikken med en længere udtalelse, hvor han beskrev sin egen oplevelse under et besøg i Auschwitz, hvor hans bedstemor sad fanget under krigen.

»’Hunters’ er en historisk dramaserie med fiktive karakterer, der er inspireret af virkelige hændelser. Men det er ikke en dokumentar og har aldrig forsøgt at være det«, siger David Weil, der tilføjer, at han håber at fortsætte en dialog med Auschwitz Memorial, og at han mener, at de »er på samme side og arbejder mod de samme mål«. ​

Auschwitz Memorial tilføjer i øvrigt i et Twitter-svar, at organisationen tilbyder konsulenthjælp til filmproduktioner, der ønsker at skildre begivenhederne under Anden Verdenskrig, men at produktionsselskaberne sjældent henvender sig.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her