0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lucia Odoom: Det tænker jeg om kameraets blik på sorte mænd, der ikke kan trække vejret

I filmkameraets optik er der ingen grænse for, hvad den sorte krop kan stå model til. Og den er på én gang både forbryder og offer.

For 29 år siden filmede George Holliday overfaldet på Rodney King. I dag er kameraet allemandseje og kameratelefoner har filmet et væld af overfald og mord på sorte kroppe. Disse optagelser påvirker måden, vi i det hele taget ser på vold i virkeligheden og i fiktionerne.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Racismen er ikke blevet værre, den er blevet filmet, blev det præcist formuleret af skuespiller Will Smith i et interview med Stephen Colbert i 2016. Og når racismen bliver filmet, virker kameraet både som et forstørrelsesglas, der fremhæver racismens omfang, og som et viskelæder over de mange racistiske mord og overfald, der ikke bliver filmet.

Racismen blev famøst filmet 31. marts 1991, da George Holliday fra sit hjem med sit Sony Handycam 8-millimeter kamera dokumenterede overfaldet på Rodney King. Holliday filmede, hvordan fire betjente bankede og sparkede løs på ham. Og verden fulgte med, da en jury udelukkende bestående af hvide jurymedlemmer året efter frikendte de fire betjente for vold og unødvendig magtmisbrug. Den frikendelse satte Los Angeles i brand og åbnede omverdenens øjne for den amerikanske racisme og politivold.

17. juli 2014 filmede nogen Eric Garner med kameraet fra en smartphone, da politiet anholdte ham for at sælge cigaretter i løssalg. Betjentene holdt ham nede og tog kvælertag på ham, selv om han gentagne gange sagde »jeg kan ikke trække vejret«.

Betjentene fortsatte med kvælningen, til han var bevidstløs, og de hævdede efterfølgende, at det var i ambulancen, at Eric Garner døde af hjertestop, og at det ikke skete i deres varetægt.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«