En sen juliaften i Liverpool i 2005 tilbyder fætrene Anthony Walker og Marcus Binns at følge Anthonys kæreste, Louise Thompson, til bussen.
De går forbi en bar, hvor en 17-årig mand i hættetrøje chikanerer de to sorte englændere med racistiske tilråb.
Trioen går derfra og skyder genvej til busstoppestedet gennem en park.
Den 17-årige i hættetrøjen, Michael Barton, og hans ven Paul Taylor sætter sig ind i en bil, kører til parkens indgang og gemmer sig i buskene, før de overfalder de tre på vej til bussen.
Marcus Binns og Louise Thompson slipper væk. Anthony Walker gør ikke. Paul Taylor hamrer en isøkse 6 centimeter ind i Anthony Walkers kranium. Tidligt næste morgen dør Anthony Walker på hospitalet, 18 år gammel.
»At benægte strukturel racisme er lidt som at benægte klimaforandringer«Ingen ved, hvordan Anthony Walkers liv var blevet, hvis han ikke var blevet dræbt i 2005.
Men et nyt BBC-drama giver et bud på, hvordan den unge mands voksne liv kunne have set ud. Det skriver BBC.
Det 90 minutter lange drama ’Anthony’ er skrevet af den prisbelønnede manuskriptforfatter Jimmy McGovern, efter at han blev kontaktet af Anthony Walkers mor, Gee Walker, som McGovern har kendt i mange år.
Moren ønsker at skildre og sætte fokus på »Anthonys uforløste drømme, hans potentiale og de mange liv, han ville have haft indflydelse på – hvilket nu aldrig bliver realiseret«.
Således er første halvdel af ’Anthony’ en forestilling om det liv, Anthony Walker kunne have levet efter 2005. Anden halvdel beskæftiger sig med mordet på den unge mand.
Til The Guardian har Jimmy McGovern sagt, at man »var nødt til at finde en ny måde at fortælle historien på«.
Rollen som Anthony Walker spilles af skuespiller Toheeb Jimoh.
Både Michael Barton og Paul Taylor blev idømt fængsel på livstid for mordet på Anthony Walker. I 2016 blev Michael Bartons dom sat ned.
’Anthony’ bliver vist til sommer på den britiske tv-kanal BBC One. Filmen vil blive internationalt distribueret af ITV Studios.
Kilder: BBC, The Guardian
fortsæt med at læse




























