Anmeldelse af 'Druk': Mads Mikkelsen er magnetisk som et sort hul i rollen som mand i midtvejskrise

Et stykke inde i Thomas Vinterbergs komedie ’Druk’ var jeg lettet over, at den ikke var så pjattet som frygtet. Historien om fire venner, der forsøger at drikke midtvejskrisen væk med en filosofisk drukleg, lyder ellers som oplægget til en klassisk dansk folkekomedie. Men humoren lægger lavmælt ud som en lun understrøm i en kærlig og solidarisk udforskning af mænd i 40’erne og deres lykkeløse liv med kone, børn og fast arbejde.

Vi er ellers vant til at se manden i midtvejskrise som en ynkelig figur, der forsøger at løse dybe problemer med lette løsninger. Når han lader hustru og børn i stikken for at fræse væk fra rutinen i en sportsvogn med en liderlig studine på passagersædet, er han et oplagt emne til at udskamme i medier og debatindlæg.

Også i dansk film optræder han oftest i sædekomediens latterliggørende formel, der ikke tager krisen alvorligt som den eksistentielle tilstand, den rent faktisk føles som for manden i midten.

Trilogien ’Klassefesten’ griber til hæmoridehumor i plat komik, der ikke levner Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen nogen chance for at forsvare sig mod den stereotype skurkerolle. Ole Christian Madsens forsøg på at inkludere smerten i skilsmissekomedien ’Superclásico’ drukner i spas, og det lyder som en metakommentar, når Anders W. Berthelsen i hovedrollen råber »har alle her taget en klichépille?«.

Selv Mikkel Munch-Fals forfalder til karikaturen i ’Swinger’, hvor midtvejskrisen har mere stådreng end eftertanke. Det var ellers ham, der i sin debutfilm, ’Smukke mennesker’, gik mod grinet og vrangvendte de miserable velfærdsdanskere som ensomme skæbner, der helt uden grund følte absolut intet. Der blev midtvejskrisen udstillet som et menneskeligt vilkår, vi alle kunne spejle os i.