Jeg var rasende på den film, altså virkelig vred.
Alle mine venner elskede ’1900’, den italienske mesterinstruktør Bernardo Bertoluccis nye film og skildringen af livet på Posletten fra det 20. århundredes allerførste år til retsopgøret lige efter Anden Verdenskrig, da den kom i 1976. Det er en uhørt brutal og højstemt film, der helt praktisk fortæller historien om to mænd, der voksede op sammen og var en slags umage venner, herremanden (Burt Lancaster) og landarbejderen (Sterling Hayden) og deres sønner (Robert De Niro og Gerard Dépardieu).
’1900’ er fra de store ismers tid. De fleste mennesker levede glimrende på midten af vejbanen, men var man politisk engageret, var man det enten alleryderst til venstre eller lige så langt ude mod højre.
Bertolucci var ikke bange for at melde sit marxistiske udgangspunkt klart ud. Det var man typisk ikke i kunsten i 1970’erne. Og når jeg genser ’1900’ i dag, synes jeg egentlig, at det er en ærlig sag. Ligesom man kun synes, det er spændende og berigende, når man oplever en instruktør meddele sig gennem et særlig vrangvilligt eller et særlig sødladent temperament.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
