Da enhver ung venstreorienteret med respekt for sig selv i 1976 valfartede i biografen for at se Bernardo Bertoluccis store revolutionsromantiske epos ’1900’, havde næppe nogen drømt om, at Bertoluccis gravskrift skulle blive skrevet på en pakke smør. Men sådan er det gået.
Også på Politikens hjemmeside fokuserede den første overskrift efter nyheden om instruktørens død på Bertolucci som ham med »den virkelige overgrebsscene i ’Sidste tango i Paris’«.
