Forrådnelsesprocessens gasser får de døde mink til at kravle op gennem kalklaget i massegravene. Minksagen er blevet en zombiefilm, men først og fremmest minder den om 60’ernes shokumentary-genre, der med groteske billeder udstillede menneskehedens mest depraverede sider. Masseaflivningens chokæstetik rammer som en civilisationskritik, der trækker tråde tilbage til Første Verdenskrig, skriver Joakim Grundahl i dette essay.
Chokæstetik: Masseaflivningen af de danske mink er årets største filmkunstværk
De aflivede minks rigor mortis tager sig surrealistisk ud, fordi den gentages så unaturligt regelret i de sirlige rækker af døde dyr. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Henter...
I 2020 har vi ikke set mange nye film. Biografer har været lukkede, premierer er blevet udskudt, og optagelser er blevet aflyst. Alligevel har det været et år med mange nye uforglemmelige filmscener. De er bare blevet distribueret af nyhedskanalerne som billeder fra virkeligheden.
Ingen vil glemme optagelserne af italienske militærkøretøjer, der lastet med corona-ofre kørte i kolonner fra overfyldte hospitaler mod midlertidige mega-lighuse, da pandemiens første bølge ramte Europa i foråret. Det lignede noget fra en katastrofefilm, sagde de fleste. Et overdrevet scenarie arrangeret af en instruktør.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.