Mandag aften blev der skrevet historie ved den ældste filmfestival i verden, Venedig Film Festival.
»Jeg håber virkelig, at det går filmen godt«, sagde filminstruktør Regina King om sin film ’One Night in Miami’, der er den første film i festivalens historie, der er instrueret af en sort, kvindelig instruktør.
Men King håber ikke på succes for præmien eller ærens skyld.
Hun krydser fingre for, at hendes deltagelse i festivalen kan åbne nye døre for andre sorte kvinder i instruktørbranchen.
Samtidig frygter hun, hvad det har af betydning, hvis det ikke går filmen godt.
»En kvinde får én chance, og hvis hun ikke får succes, skyder det andres muligheder ned i flere år, indtil en anden kvinde får muligheden igen«, siger hun til The Guardian.
»Jeg er taknemmelig for at være en del af festivalen, men jeg håber virkelig, virkelig, at det går godt. Der er så meget talent derude og så mange talentfulde instruktører«, siger King.
Og filmbranchens fokus på sorte kvinder er kun blevet mere aktuel, efter The New York Times undersøgte en liste over ’Giants of 20th-Century Cinema’ på streamingtjenesten Criterion Collection.
Undersøgelsen viste, at kun 1 ud af de 1.034 »store film« var instrueret af en sort kvinde.
Nu håber flere, at Kings deltagelse på filmfestivalen i Venedig kan ændre på dette.
»Dette øjeblik bør påvirke hele den hvide filmindustri: Hollywood-systemet, akademierne, studierne, produktionsselskaberne, distributører, agenter og festivaljuryer«, siger dr. Clive Nwonka, forfatter til bogen ’Black Boys: the Aesthetics of British Urban Cinema’, til The Guardian.
I 2018 blev Venice Film Festival en del af 50/50x2020-løftet, der skal sikre mere ligestilling mellem køn i filmbranchen.
Festivalen har ikke opnået målet, men forsikrer, at det stadig er planen. Der er dog ingen aftale om racediversitet.
fortsæt med at læse


























