0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ok, boomer: David Attenborough vil være Messias i sin nye film men lyder som en morfar, der mansplainer klimakrisen

I ’A Life On Our Planet’ vil David Attenborough åbenbare klimakrisens omfang for os og tænde et håb med nye løsninger. Bare det var så let, sir David.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det gør indtryk, når 94-årige David Attenborough holder en talepause og kigger ind i kameraet, inden han sænker stemmen og fortsætter med et »men …«.

Det ’men’ fungerer som et korrektiv til alt det, vi kender ham for. Al den entusiastiske formidling af den vidunderlige vilde natur, som han har spredt fra tv-skærmen i syv årtier. For den glæde har fået en skygge af tristesse. En sværm af leverpletter, der peger frem mod en død verden, hvor der ikke længere er noget at være entusiastisk over.

Denne gang dykker han nemlig ned i klimakrisen i den biografaktuelle naturdokumentar ’A Life On Our Planet’. Med alvorlig mine i en film så personlig, at det er svært ikke at se den som sir David Attenboroughs testamente.

Hans civiliserede stemme er blevet lyden af vild natur som en autoritet, der er installeret i os fra barndommen

Med udgangspunkt i sin egen karriere lægger han ud i 1950’erne, da han første gang dukkede op som opdagelsesrejsende i vildnisset og rapporterede hjem til den vestlige verden med en gentlemans britiske diktion i den karakteristiske tørre røst. Herfra følger han sin færd som verdenskendt naturvejleder, der efterhånden bliver sig smertelig bevidst om, at menneskets måde at leve på er godt i gang med at ødelægge den vilde verden, han elsker så højt.

Så der er mange gentagelser fra tidligere naturprogrammer, præsenteret som highlights af spektakulære billeder fra en stadig mere avanceret kamerateknologi, der har fået os til at måbe over naturens skønhed i selskab med Attenboroughs voiceover.

Det gør også indtryk, når vi ser klimakrisens udvikling i tal. Fra 1960, hvor den vilde natur fyldte 66 procent af kloden, til i dag, hvor tallet er reduceret til 33 procent. Den eksponentielle kurve og andre rå fakta kilet ind mellem billeder af døde koraller og ryddede skove er forpustende at følge, fordi den accelererer så voldsomt over så kort tid i løbet af en mands karriere.

Så det er skuffende, at han ikke skruer op for strømmen i hegnet og går ud med et ’hertil og ikke længere!’

David Attenborough har positionen til at lade sit testamente med et chokstød, der kan få klimaskeptikere til at spærre øjnene op. Ligesom Al Gore gjorde det i 2006 med ’En ubekvem sandhed’, bare med en royal pondus, der kunne trænge helt ud i stuerne hos dem, der tænker, at det hele nok skal gå alligevel.

Så det er skuffende, at han ikke skruer op for strømmen i hegnet og går ud med et ’hertil og ikke længere!’.

Ingen gispende fisk

Allerede i Netflix-serien ’Our Planet’, som ellers var den første stort anlagte naturserie med klimakrisen i fokus, virkede han en smule fejlcastet som guide. Hans morfarstemme er ganske enkelt så hyggelig, at man lulles ind i troen på en lykkelig slutning uanset hvad.

Det kan han naturligvis ikke gøre for, men han er selv ansvarlig for, at man aldrig har forbundet det sprukne stemmebånd med katastrofealarm. For modsat hvad han insinuerer i den biografaktuelle film, var han længe om at erkende klimaproblemernes alvor og begyndte først i år 2000 at tale direkte om dem i sine programmer.

Hans naturformidling er tilpasset underholdningsindustrien, og det familievenlige udsyn kan han heller ikke slippe i ’A Life On Our Planet’, hvor vi aldrig ser et eneste billede af den død, vores misbrug af naturen forvolder. Ikke en eneste gispende fisk, der kvæles i plastik, ikke en eneste kannibalistisk isbjørn får vi at se.

Undtagelsen, der bekræfter problemet, er en optagelse fra et foredrag, hvor David Attenborough viser et filmklip på en storskærm af hvalrosser, der styrter i døden fra et isbjerg. Klippet stammer fra ’Our Planet’, hvor forklaringen lyder, at global opvarmning nu har smeltet dyrenes naturlige habitat i en grad, så de må stimle sammen på alt for lidt plads. Forskere har kritiseret den udlægning, for i virkeligheden, siger de, har hvalrosser altid haft den suicidale fejlkodning i deres adfærd.

Så klippet er altså allerede en tolkning, præsenteret i en redigeret filmoptagelse, som vises i en foredragssal, hvor kameraerne viser publikums forfærdede reaktioner. Vi er altså ude i fire forskydninger mellem os og de døende hvalrosser. En distance i fire lag. Her kan man tale om at holde de smertelige fakta ude i strakt arm.

Morfar mansplainer klimakrisen

Sekvensen fokuserer på reaktionerne fra publikum, der holder hænderne for øjnene med ansigtet fortrukket i væmmelse, som om det først nu går op for dem, hvor galt det står til med naturen. Her iscenesætter David Attenborough sig selv som en messias, der er sat på kloden for at redde den gennem sandsigelse.

Og mennesket er et ædelt væsen, forstår man. Det reagerer med sorg og skam på åbenbaringen af klimakrisens omfang, og derfor er der håb. Hvis bare vi følger David Attenboroughs påbud om at droppe fossile brændstoffer, spise mindre kød og fælde mindre skov.

I en klimakampklar generation anført af Greta Thunberg risikerer Attenbororughs testamente at blive mødt med et flerstemmigt ’OK, boomer!’

Det er stort set det, sidste del af filmen handler om. Det, der i trailer og markedsføring bebudes som Attenboroughs bud på nye våben i kampen for klimaet, viser sig at være en opremsning af alt det, vi alle ønsker i forvejen, men for længst har erkendt er så svært at realisere i en global virkelighed af modstridende socioøkonomiske interesser.

Det er en meget simpel, næsten naiv, løsningsmodel, som måske ville være brugbar som grundkursus i folkeskolen. Nej, ikke engang der ville filmen bringe noget nyt. I en klimakampklar generation anført af Greta Thunberg risikerer Attenbororughs testamente at blive mødt med et flerstemmigt ’OK, boomer!’.

We don’t need no education, sir David. Ikke af den gamle skole, hvor morfar mansplainer klimakrisen og ikke nænner at inkludere den grimme virkelighed eller forstyrre med kompleksitet. Han burde i stedet have forladt scenen med et nyrestød til publikum.

Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«