Det gør indtryk, når 94-årige David Attenborough holder en talepause og kigger ind i kameraet, inden han sænker stemmen og fortsætter med et »men …«.
Det ’men’ fungerer som et korrektiv til alt det, vi kender ham for. Al den entusiastiske formidling af den vidunderlige vilde natur, som han har spredt fra tv-skærmen i syv årtier. For den glæde har fået en skygge af tristesse. En sværm af leverpletter, der peger frem mod en død verden, hvor der ikke længere er noget at være entusiastisk over.




























