0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

’The Comey Rule’ er guf for alle ’West Wing’-fans

Tv-serieudgaven af den tidligere, fyrede FBI-direktør James Comeys erindringer om sin embedsperiode er guf for ’West Wing’-fans og et smukt stykke moderne americana.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Brendan Gleeson spiller USA's præsident, Donald Trump, som Marlon Brando spillede Don Corleone i Coppolas mesterværk 'The Godfather'. Men med en snert af pastiche.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da USA’s 45. præsident, Donald Trump, i maj 2017 fyrede James Comey, var det angiveligt, fordi FBI-direktøren ikke ville makke ret og gå ud og sige, at FBI ikke undersøgte, om Trump havde noget kørende med Putin og Rusland.

Derefter skrev Comey en bog, som blev en omgående bestseller og et af de første trykte vidnesbyrd om forholdene i magtens korridorer under Trump.

Der er tale om et stykke forudsigeligt, om end ekstremt velproduceret, spændende og tankevækkende drama

Nu er tv-serien her så. Og timingen er perfekt med en måned tilbage af valgkampen, selv om den næppe flytter mange stemmer.

For der er tale om et stykke forudsigeligt, om end ekstremt velproduceret, spændende og tankevækkende drama, som ender med at hylde de evige amerikanske værdier og skose Trump noget så eftertrykkeligt, om end på en uhyre dannet og lidet flabet måde.

Legitimationsfortællinger

Amerikansk fjernsyn har altid været kanal for diverse fortællinger, der – hvis man kradsede bare en lille smule i overfladen – i bund og grund havde til formål at formidle et ideologisk budskab om, at USA’s system og demokratiske indretning fungerede, og at de onde ville få deres straf i sidste ende. Fordi principperne bag Amerikas Forende Stater er større end noget menneske og derfor også umulige at tilintetgøre.

Trump og Comey i chambre separée i Det Hvide Hus, selv om de to aldrig burde mødes uden chaperoner. Ikke videre subtil accentuering af Trumps magtbrynde.

Legitimationsfortællinger kunne man kalde disse historier om, at først går enkelte mennesker eller grupper så meget ondt igennem, inden de får satisfaktion ved hjælp af retten og i kraft af gode menneskers indsats i et måske uigennemskueligt, men ikke desto mindre retfærdigt bureaukrati. And justice for all, som det hedder – både på forsiden af et album med Metallica og i den amerikanske flaged.

Den bliver sværere og sværere at hive hjem. Og det har at gøre med Donald Trumps noget særegne forståelse af demokratiets regler og embedets beføjelser, hvilket serien i ekstrem grad handler om. For det er en beretning om en ukorrumperbar embedsmand, hvis tro på principperne i den amerikanske forfatning ender med at koste ham embedet som chef for den institution, der skal sikre amerikanerne mod overgreb fra onde kræfter, indenlandske såvel som udenlandske.

Vor tids James Stewart

’The Comey Rule’ falder i to dele. Før og efter Trump blev valgt. Og den adskiller sig – naturligt og logisk nok – fra andre legitimationsfortællinger ved ikke at have nogen defineret slutning ud over det håbefulde i et udsagn om, at bygningerne på Capitol Hillhar stået længere end noget enkelt menneske.

For Trump sidder stadig, og måske gør han det også i yderligere fire år. Men skulle han blive genvalgt, er det ikke ensbetydende med de demokratiske institutioners fallit, bare en midlertidig krise, konkluderer miniserien efter fire dramatiske afsnit.

Jeff Daniels er vor tids James Stewart, og han kører den perfekt ind som spejderdrengen Comey

Det er guf for alle dem, der holdt af ’The West Wing’. Med den krølle, at det her vist nok er virkelighed og ikke Aaron Sorkins version af den.

Jeff Daniels giver den fuld gadaffi som den patriotiske systembevarer James Comey, der blev fyret som FBI-direktør af Donald Trump.

Jeff Daniels er vor tids James Stewart, og han kører den perfekt ind som spejderdrengen Comey, der er ren i hjertet og tager tævene. Brendan Gleeson spiller Trump, som Marlon Brando spillede Don Corleone, skarpt grænsende til det parodiske; men han falder ikke i Alec Baldwin-gryden, der ofte har udleveret Trump i sketchshowet Saturday Night Live. Det sker så til gengæld i manuskriptet, der med ondskabsfuld præcision – på basis af Comeys legendarisk detaljerede mødenotater – skildrer forskydninger og ændrede vægtninger i Trumps brovtende talestrøm.

Det er ret smart at lade rammefortællingen handle om en anden Trump-skæbne, vicejustitsminister Rod Rosenstein, der bliver udnyttet og derefter selv får issylen lige i panden. Han spilles med svedende diskretion og uindfattet brille af Scoot McNairy – blandt andet kendt fra serien ’Halt and Catch Fire’.

Svært underholdende, om end en anelse nørdet. Men god solid familieunderholdning, der skal indgyde håb i en svær tid. Den bliver næppe Asger Aamunds yndlingsserie.

Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Laura Poitras + James Marsh i ilmsamtale:  Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Phie Ambo + Michael Madsen i filmsamtale:  Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«