0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Juhu, en serie om en uhyggelig, dødelig viruspandemi. Hvad kan gå galt?

Den russiske tv-serie ’Til søen’ lokker seeren i fælden med sit højaktuelle tema: flugten fra en dødbringende pandemisk virus. Men når man så sidder der i fælden ude midt i den russiske vinter, keder man sig desværre bravt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Netflix
Foto: Netflix

Zombielignende og umenneskeliggørende symptomer som kridhvide irisser og blodig hoste gør det let at identificere de inficerede og endnu lettere at skyde dem.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tv-serien ’Til søen’ hedder ’Epidemiya’ på russisk. Den er fra 2019 og uhyggeligt fremsynet i sit viruspandemitema. Selvfølgelig har virussen, der er tale om i denne dystre russiske ’Walking Dead’-agtige serie, en anelse mere tv-egnede symptomer end covid-19. Zombielignende og umenneskeliggørende symptomer som kridhvide irisser og blodig hoste, som gør det let at identificere de inficerede og endnu lettere at skyde dem.

I første scene ser vi en vildmand, klædt i pelsstykker og med kridhvide øjne, som snubler sig vej gennem et øde, sneklædt landskab, inden han falder om i en å, og blodet fra hans mund farver vandet rødt.

Så vågner en kvinde med et sæt af mareridtet i en dobbeltseng, der ser dyr ud. Kvinden er psykologen Anna (Viktorija Isakova), gift med Sergej (Kirill Käro – ham fra serien ’Better Than Us’, der ligner Anders Agger uhyggeligt meget), som vi forstår har forladt sin kone og sin søn Anton for at bosætte sig med Anna og hendes autistiske teenagesøn, Misja, i en velhavende forstad til Moskva.

Mens Sergej leger med sin søn i en park under overvåget opsyn af den bitre og jaloux ekskone Ira (Maryana Spivak), der er portrætteret som en parodi på den hævngerrige eks og ukærlige mor (som er åbenlyst rasende og siger sarkastiske ting som »det er aldrig fars skyld«), ser de en mand kollapse. Hvide irisser, blodig mund.

Der går ikke længe, før myndighederne indespærrer alle borgere i Moskva i et forsøg på at inddæmme en smitte, hvis udbredelse og farlighed ingen rigtig kender. Sergej må trodse militæret og redde Ira og Anton ud af byen, mens hans gamle, fordrukne far, Boris, og Anna forsøger at holde hærgende bander af bevæbnede voldtægtsmænd og røvere fra livet sammen med nabofamilien, der består af den vulgære machoidiot Ljonja, hans unge gravide kone og datteren Polina, der er en slags seksualiseret russisk version af Lisbet Salander.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«