Det ville være rarest ikke at tænke på det. Alt det, der kan gå galt. Rarest ikke at tale om døden, den skandale, der aldrig holder op.
Men hvis man skal, altsåforberede sig. På at man skal dø. På at ens far skal dø. Hvordan så? Hvordan være sammen med sine forældre i det sidste uden at forsvinde ned i sorgen og lamme sig selv ved at svælge i det uundgåelige? Måske ved at gå den i møde med galgenhumor og uendelig kærlighed?




























