Anmeldelse: Fremragende debutfilm om kræftramt pige trækker i tårekanalerne

Tårerne er ikke til at komme udenom. Shannon Murphys fremragende spillefilmdebut handler om en ung pige på 16, der er dødeligt syg. Det er der intet som helst sjovt ved.

Alligevel følges tårer og smil gerne ad i de talrige scener, hvor både pigen Milla og hendes forældre håndterer den dødsensalvorlige situation ved først og fremmest at glæde sig over det, der er. Lige nu. Og skulle man så frygte, at den australske film oversvømmede publikum med følelsesfede carpe diem-øjeblikke, kan man tage det roligt, for humoren er de sorgrige sceners redningsvest.

Faktisk er der ukarakteristisk lidt sentimentalitet knyttet ind i fortællingen om afsked og den forestående sorg for de efterladte i ’Milla’. I filmens første scene møder hun den 23-årige Moses, der sælger og tager stoffer, har ansigtstatoveringer og en tvivlsom hygiejne. Han giver hende sin T-shirt til at holde for næsen, da Milla pludselig får næseblod. Og selv om Moses hverken lugter eller ser ud som den typiske prins på den hvide hest, drages Milla af ham. Af hans frygtløs- og umiddelbarhed. Han fascineres til gengæld af hendes guldglitrende hår – sikkert fordi han er høj. Men der er skabt en forbindelse, og snart har han klippet hende korthåret, så hun er parat til endnu en gang kemobehandling.

Der er endnu en scene i ’Milla’, hvor det at hjælpe med frisuren bliver en ømhedsmarkør. Millas far hjælper en nyindflyttet, gravid nabo med at skifte en pære og får stød. Hun tilbyder, i et befippet forsøg på at gøre skaden god igen, at give ham lidt voks i håret. Det stritter efter stødet, mener hun. Det er en af mange øjeblikke i filmen, hvor omsorgen træder frem i detaljen, i en lille gestus, en kort berøring. Det er det, vi husker. Det er sådanne episoder, vores erindringer er bundet sammen af. Og det er dét, dramaturgien spejler.

Filmen er nemlig fortalt i nedslag. Ofte indledes en ny scene med en overskrift i en skarp slikfarve: ’Da Milla mødte Moses på perron 4’ eller ’Forelskelse, del 1’. Mellemregninger er klippet væk, ligesom vi selv klipper de ubetydelige og kedelige til-og-fra-scener ud af vores egen erindringer. Og selv om filmen har en solid længde på to timer, bliver de mange, mange scener ikke flimrende og forvirrende, fordi de holdes sammen af en lang smuk tone af let livslyst.