Så kom ulven endelig. Siden andet afsnit har man ikke været i tvivl om, at Simon var voldelig anlagt, men det har været usikkert i hvilken grad. Hollys historie blev afsløret som en løgn, men hun løj for at beskytte sin mor, Dea, fra flere tæsk, og her i sidste afsnit måtte hun så flygte sammen med Dea og lillebror Theo fra familiefaren, som i Peter Plaugborgs gorillastærke skikkelse nu var reduceret til en dræbermaskine, et instrument for Simons værste instinkter.
Det mindede om en slasherfilm, hvor de kommende ofre jages af en seriemorder gennem hække, over haver og ind i redskabskure, hvor de kan stå og holde vejret, mens monsteret lurer et sted derude. Jeg holdt vejret med dem, og det gør jeg ikke altid i en slasherfilm. Men her var der opbygget så trykkende en stemning over otte afsnit, at jeg frygtede for deres liv, fordi jeg var kommet til at holde af dem. Serien har fra start til slut taget sig tid til at dyrke uroen i vores brystkasser, så den kunne slå rødder og nu sad stramt om struben, mens ulven nærmede sig.
