Man skal lige vænne sig til, at Nicole Kidman er så strammet af Botox, som hun er. Det gjorde jeg aldrig i løbet af de fem af i alt seks afsnit af miniserien ’The Undoing’, som pressen har fået adgang til. Det er ærgerligt, for et sted inde bag et udtryk støbt i kevlar fornemmer man en skuespiller med skarp sans for de følelsesudsving, hendes rolle Grace kastes ud i i dette smukt snedkererede mordmysterium i Manhattans overklasse.
Kidmans blik brænder gennem masken, sådan som det gjorde i hendes lignende rolle i ’Big Little Lies’, hvor hun også spillede over for et dumt svin af en mand som den opofrende hustru på randen af et vulkanudbrud. Det sitrer og gnistrer i de øjne det ene øjeblik, inden de det næste oversvømmes af sorg efter nye chokerende oplysninger om den mand, hun troede at kende ind til knoglerne. Men aldrig, så der tudes telenovela ud over skærmen. Det er med stoisk statur, at hun lader en enkelt tåre trille ned ad kinden, inden en lillefinger tørrer den væk med en florlet femininitet i bevægelsen.
