DR har netop åbnet første låge i dette års nyproducerede tv-julekalender ’Julefeber’. Dermed har man også skudt gang i sammenlagt 12 timers tv-serie i den absolut bedste sendetid på en tid af af året, hvor familien Danmark elsker at samle sig om noget stemningsskabende frem mod juleaften.
I år går den massive eksponering til Det Kongelige Teater.
Det gamle nationalteater på Kgs. Nytorv i København fungerer nemlig som kulisse for julefortællingen om den 13-årige Bjørn, hvis alenefar skylder penge og i ren desperation overlader familiens lejlighed til den skumle fyr Slikkepinden. Den lille familie må så i al hemmelighed flytte ind på farens arbejdsplads, Det Kongelige Teater.
En kulisse, der både understøtter historiens handling i ballettens verden, udtrykker sig i u-landskalenderens udformning som et dukketeater og også har givet Det Kongelige Teater mulighed for at sælge billetter til en ’Julefeber’-rundvisning på teatret på Kongens Nytorv til 135 kroner stykket. Ifølge teaterchef Kasper Holten skal samarbejdet bruges til at trække en ny generation af danskere ind i de røde veloursæder, har han tidligere udtalt.
