Med sit mosaiske billeddigt synes Rúnar Rúnarsson at søge en fællesfortælling i et islandsk samfund, hvor generationskløften mellem traditionel kultur og moderne livsførelse har ført til eksistentiel desorientering.
Der er afstand mellem mennesker, mellem gamle og unge, men også mellem unge elskende og forældre og børn, hvor særligt mobiltelefonen går igen som et instrument, der skader nærværet i privatsfære, samfund, kultur og natur.
En død dreng ligger i sin kiste, mens bedemanden taler i mobil med sit barn. En rengøringskone skændes med en slægtning over mobilen, mens hun pudser glasmontre på et naturhistorisk museum.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind