Livet er uudgrundeligt.

Ja, undskyld banaliteten, men det er altså summen af et mesterligt 70-mm-kameraarbejde gennem fem år, et meditativt, men tankebefordrende musikunderlag og frem for alt de øjenåbnende optagelser, og sammenklipningen af dem, af det smukkeste og det hæsligste her på Jorden: filmen ’Samsara’.

For det er jo i grunden ubegribeligt, at børn må bo i blikskure mellem ruinerne efter sidste naturkatastrofe eller tilbringe dagen med at sortere skrald foran lossepladsens bulldozere for overleve, samtidig med at overvægt og ’madspild’ er problemer i verdensdele, hvor der bygges privatboliger på 20. etage med egen svømmepøl.

Ufatteligt, at fuglenes flugt på himlen henrykker os, når vi alligevel lader deres fæller, de danske kyllinger, træde hinanden ned for fode på et mørkt fabriksgulv i paniske forsøg på at slippe væk fra ’kyllingehøsterens’ cirkulerende børster.

Meddelelse uden budskab
Religionerne er en slags svar på tilværelsens urimeligheder, og ’Samsara’ er på det gamle sprog sanskrit ordet for det buddhistiske og hinduistiske livshjul.

Forestillingen om denne stadig kværnende cirkel af fødsel, død og genfødsel, tilblivelse og lidelse, hænger sammen med tankerne om karma, som man gennem inkarnationernes række må blive kvit for at slippe ud af samsara-hjulet og nå nirvana.

Så selv om Ron Fricke og hans producer og manusmakker Mark Magidson hævder, at deres film ikke har noget budskab, er det verdensbillede ærligt talt svært at se bort fra, når filmen nu hedder sådan. Og når den nu indledes og afsluttes med billedet af buddhistmunke i Ladakh, som ’tegner’ en mandala af livshjulet med farvet sand.

Titlen ’Baraka’ på deres forrige fælles og lige så ordløse film fra 1992 er et gammelt sufi-ord for ’livsånde’.

Uvilkårlige associationer
’Samsara’ viser naturens undere over for dens katastrofer.

Billeder af balinesiske tempeldanserinder korresponderer visuelt med geledder af gymnasticerende straffefanger, ladyboys på podiet i Thailand og sirligt sminkede lolitadukker på fabrikkens samlebånd.

Uvilkårligt associerer hjernen billedet af de panikslagne kyllinger i den danske fabrik med luftfotooptagelser af malstrømmen af pilgrimme omkring Ka’baen i Mekka og af myldretidens biler i en highwayudfletning i L.A. Synet af israelske soldaters bevogtning af Grædemuren kobler sig til Morsi-stammens askesminkede nøgne mand i Etiopiens ørken, med en Kalasjnikov over skulderen.

Tollundmandens læderfjæs smiler til Tut Ankh Amons guldmaske.

Undren over menneskets foragt

Dokumentarfilm ja, men vent ikke på tv: Både billeder og lyd fortjener biografens udstyr.

’Samsara’ er et øjenbombardement om verdens tilstand, ikke sensationssyg som ’Mondo Cane’ i 1962 eller miljøkritisk belærende som ’Koyannisqatsi’ fra 1982.

Men bygget på beundring for klodens skønhed – og undren over vores foragt for den.

fortsæt med at læse

'Den store skønhed' lever op til sin titel