Vores rejse er helt igennem imaginær. Det er dens styrke«, skriver den franske forfatter Céline i et citat fra ’Rejse til nattens ende’, som indleder Paolo Sorrentinos nye film.

Det samme kan siges om ’Den store skønhed’, for hvad er film hvis ikke en sådan imaginær rejse?

Mesterværkernes klub
’Den store skønhed’ er præcis, hvad den giver sig ud for at være: et skønt overflødighedshorn af indtryk, billeder og musik.

Filmen viser Sorrentino på sikker hjemmebane efter den noget mere flagrende ’This Must Be the Place’ – tilbage i det italienske (film)sprog og i det Rom, han også skildrede i Giulio Andreotti-portrættet ’Il Divo’, men måske mere præcist det Rom, Federico Fellini og Michelangelo Antonioni så berømt skildrede i de modernistiske mesterværker ’La Dolce Vita’, ’Roma’ og ’La Notte’.

Sorrentino skriver sig ind i mesterværkernes klub med denne enestående filmiske rejse ind i et univers af stor skønhed og bristede drømme.

’Den store skønhed’ udspiller sig i Roms lune sommerdage, og i filmens fascinerende begyndelse står en flok japanske turister og fotograferer udsigten fra en af byens høje over byen. I et tårn står et kvindekor og synger en spinkel moderne korsats af David Lang, og pludselig dratter en af japanerne om. Ramt af byens store skønhed? Eller bare af heden?

Overflade er alt
Den næste scene, som er lige så berusende smuk som den første, udspiller sig på en tagterrasse i byens øverste sociale sfære, hvor de smukke og rige danser rundt i en endeløs maskerade. Anledningen er en 65-års fødselsdag for forfatteren Jep Gambardella (Toni Servillo, der også spillede Andreotti i ’Il Divo’), og resten af filmen udspiller sig gennem den engang så håbefulde forfatters triste blik.

Jep tager os med på en vandring gennem Roms gader, fra fest til fest, i en endeløs jagt på den skønhed, der måske kan inspirere ham til at skrive det mesterværk, han altid har troet, han skulle skrive. Han skrev engang en roman, men siden har han levet af at lave interview med tomme, selvhøjtidelige kendisser i Roms overklasse, som Jep selv frekventerer.

En egentlig handling findes ikke, i stedet skildrer filmen, hvordan Jep aften efter aften holder fester, hvor farverige, forfængelige mennesker ser og vil ses, og da han møder en smuk kvinde og spørger hende, hvad hun arbejder med, svarer hun bare »Jeg er rig«.

Overflade er alt, og filmen kommer da heller aldrig ned, hvor det gør rigtig ondt, men Sorrentino kradser i overfladen, og da Jep en aften tager til en performance, hvor en nøgen kvinde med bind for øjnene løber ind i en mur og råber til publikum »Jeg elsker jer ikke!«, er den latterliggørende stilhed, der følger, Sorrentinos måde at sige ’I lige måde’ på.

Kongen af det mondæne

Højtideligheden er smuk, men selvhøjtideligheden skadelig i Sorrentinos univers, hvor der trods alvoren omkring byens og livets store skønhed altid er et ironisk glimt i øjet.

’Den store skønhed’ er i sandhed en fest for øjnene med sin eventyrlige dans af lys, mørke, skygger, monumenter og mere hemmelige afkroge af den evige stad. Men også filmens lydside er et studie værd, for med komponister som Arvo Pärt, John Tavener (ikke Taverner), Henryk Górecki, Zbigniew Preisner og David Lang er der ikke tale om noget helt almindeligt soundtrack.

Der er dog også plads til et mere fjollet danceremiks af ’Tu vuo fa l’americano’, for som Napoleon engang sagde, er der en evig vekslen mellem det sublime og det patetiske lige netop i Rom.

LÆS OGSÅ Snæver biopic skøjter igennem Steve Jobs' liv

Jep er en dandy, hvis følelsesliv er fastfrosset i fortiden, mens han desillusioneret observerer sin tid, når han tager på sine natlige eskapader gennem byen (»Formiddagen er en ukendt størrelse for mig«, erklærer han over for sin hushjælp).

I sin forkærlighed for nattens ekstravagante sanselighed kan ’Den store skønhed’ minde om Kubricks ’Eyes Wide Shut’, men Sorrentinos rejse gennem natten opfordrer os til at spærre øjnene op.

For ganske vist serveres det generøse billedbombardement med en vis syrlighed over for vor tids overfladiske celebritydyrkelse men altid med stort æstetisk overskud og barok humor, så man forlader filmens imaginære rejse let mystificeret, men med et smil på læben.