Historien om Apples grundlægger, Steve Jobs, er »en historie fra virkeligheden, men den har næsten Shakespeare’ske kvaliteter«, har instruktøren, Joshua Stern, fået sagt.

Sandt nok, men alligevel skulle han nu ikke have sagt det, for de kvaliteter har hans film slet ikke.

LÆS OGSÅ Apple-pioner efter 'Jobs'-premiere: »Jeg vil ikke anbefale filmen«

Tværtimod er det lykkedes at få et potentielt mægtigt stof om vor tid til at skrumpe til en meget overfladisk og snæver fortælling om et dumt svin, der blev milliardær ved at være dét. Omtrent som hvis man lavede en film om Gutenbergs temperament og arbejdsproblemer uden rigtig at anskueliggøre den mentale kulturrevolution, som bogtrykkerkunsten kom til at udløse.

Teknologisk omdrejningspunkt
Nå, fortællingen om en mand, der er »skidedygtig, men et røvhul!«, med hans første chefs fyndige udtryk, er vist ikke helt forkert som overfladisk signalement af Steven Paul Jobs (1955-2011).

Men som it-innovator, iværksætter og forretningsmand var Jobs jo betydeligt mere, nemlig en tidstype: Hans liv og virke blev et omdrejningspunkt for et helt teknologisk tidehverv, Silicon Valley centrum for det sene 1900-tals absolut væsentligste modsætninger og ændringer i vores samliv på kloden.

Fra vores mobilkontakter over daglig brug af musik og levende billeder til makroøkonomisk spekulation og storpolitisk kommunikation. Fra forældreovervågning til international spionage.

Filmens optakt har fat i det: Den grånende Steve Jobs går på scenen i 2001 til en af de berømte præsentationer af Apples nyeste dingenot, iPoden.

Med den kan man »have 1.000 sange i lommen«, siger den lange, let ludende mand, som altid i jeans og T-shirt, uindfattede briller og skægstubbe. Ashton Kutcher ligner ganske godt, selv om han aldrig bliver Shakespeare-skuespiller. Det ny produkt, siger Jobs, er »et redskab til at nå hjertet«!

Postkortglimt

Havde filmen bare haft sådan et redskab, tænker man snart, når den derpå flasher tilbage til Californien 1971. Men hverken ’House of New Orleans’ eller senere ’Boots of Spanish Leather’ kan nu gøre det ud for et tidsbillede, og både lsd-trip, indienrejse og en kærestes uønskede graviditet reduceres hjerteløst til postkortglimt.

Guds stemme (?) lover, at vi kan, hvad vi vil, men end ikke Bachs Brandenburger-violiner kan overbevise os.

Filmens bedste passager ligger i Jobs Seniors garage, hvor verdens første personlige computer, Apple I, blev til mellem Steve, it-troldmanden Steve Wozniak og forretningsmanden Mike Markkula, glimrende spillet af hhv. Josh Gad og Dermot Mulroney. Den første vendte selv Jobs ryggen, og den anden sendte først Jobs ud af ledelsen – og blev så selv fyret, da Jobs vendte tilbage og fik succes med Mac’en og den første grafiske brugerflade.

LÆS OGSÅ Selvfølgelig var Steve Jobs utålelig

Matt Whiteleys manus sander til i strejftog gennem de velkendte kampe om ledelsen af Apple. Jobs’ årelange kamp med kræften er udeladt, hans familiekonflikter som adoptivbarn og far strejfes kun, hans rolle i Pixarstudierne og Disneyfusionen slet ikke. Og hans ændringer af vores hverdag – togkupeer fulde af mennesker med iPods og iPhones! – har filmen end ikke indfanget.

Den nøjes med et trist budskab: Vær bare et røvhul – hvis din vision får succes!

fortsæt med at læse

Vellykket formel 1-drama er spændende langt ud over målstregen