Når film nu er fulde af dialog – som i hvert fald spillefilm jo oftest er – er det så en verbal kunstart ligesom litteratur og dramatik?
Eller nonverbal som billedkunst og musik, når filmen nu også består af billeder? Taler kunstarten til forstanden eller til følelserne? At svaret selvfølgelig er både-og, uanset hvilket ben hovedvægten ligger på, bliver meget tydeligt hos en instruktør som Paolo Sorrentino.
Med sin visuelt uovertrufne hyldest til ’Den store skønhed’ i Rom betog han det meste af verden i 2013, inklusive Oscar-akademiets medlemmer, men ikke mig. Jo, mine øjne stod på stilke, men fortællingen? Kunne stillbilleder ikke have gjort samme fyldest? Nå, det er nok bare mig, som man siger.
’Youth’ er også er fuld af Luca Bigazzis storslåede billeder og kameragange, nu fra et wellnessluksushotel i Schweiz. Men desuden er den fuld af Michael Caine i en af de fineste præstationer i hans lange, mildest talt respektindgydende karriere.
Og så har ’Youth’ faktisk noget handling, sammenhængende dialog og tematik, der taler tydeligere til mig. Om gensidigt ansvar eller ensomhed i familie såvel som venskaber. Om betydningen af ydre anerkendelse eller indre rigdom på minder. Om at kunne overskue det sidste kapitel af sit liv, inklusive kapitlets kommende afsluttende sider.
’Youth’ er filmkunst om livskunst. Der jo også er både verbal og nonverbal.
Anerkendelse og familie
82-årige Caines figur, Fred Ballinger, er succesrig komponist og dirigent på selvvalgt pension og indkvarteret på hotellet med sin datter og assistent, en smuk og moden Rachel Weisz. Hans ven filminstruktør Mick Boyle er i Harvey Keitels utålmodige 75-årige skikkelse på brainstormophold sammesteds med en håndfuld yngre manusforfattere.
Han vil lave en sidste film, et ’testamente’ baseret på medvirken af hans livs yndlingsskuespillerinde, divaen Brenda Morel i Jane Fondas stramtandede no-nonsense-version: »C’mon, life goes on even without that cinema bullshit«.
På hotellet bor desuden en ung, men gammelklog skuespiller, Paul Dano, og to slags rent kropslig succes: den aktuelle Miss Universe og hendes modsætning, en Maradona-lignende fhv. fodboldspiller, nu uformeligt fed og åndedrætsbesværet. Foruden en tibetansk munk, et samtalefrit sølvbryllupsægtepar, en 8-9-årig dreng, der spiller Freds musik på violin, m.fl.
Micks iver efter endnu en film ligner et behov for verdens anerkendelse en sidste gang. Manusholdets anstrengelser for at ’finde på noget’ er stille komik, men under det lurer tragikken.
Dagbog fra Cannes: Italiensk mester leger engelsk med sine helteSom til gengæld dominerer den rolige Freds familieforhold: Hans sangerindekone er dement og på plejehjem, og hans datter bliver forladt af sin mand, der foretrækker syngesilden Paloma Faith (i et overflødighedshorn af en musikvideo indlagt som drømmesekvens).
Den forladte vender sorgen og forbitrelsen mod sin far; har han måske ikke altid prioriteret arbejdet frem for familie og kærlighed? Det benægter Caines stoiske faderfigur ikke.
Uanset fag vælger (især?) mænd ofte det sikre arbejde i afmagt over for emotionelle krav. Også Fred, men ikke af trang til offentlig anerkendelse: Dronning Elizabeth trygler ham om at dirigere en koncert for hende, men han afslår blankt – netop af hengivenhed for sin kone, viser det sig.
»Dronningen ville være henrykt«, hævder udsendingen ellers, men Fred svarer nøgternt: »Dronningen er aldrig henrykt«.
Tiden står stille
De to gamle mænd sludrer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til kunsten at sige verden ret farvel. Og den kunst, der er deres livsværk.
»Man siger, at følelser er overvurderede«, siger instruktøren og fejer det straks af: »Sludder! Følelser er alt, hvad vi har«. Komponisten citerer ligefrem Stravinskij for synspunktet »Intellektuelle har ingen smag«. Hvilket de så drøfter – intellektuelt. Hverken de to eller filmen selv viger tilbage for den slags selvironiske paradokser.
Humoren er mild og ikke kun verbal. I en køn og morsom scene er Fred mutters alene på alpeskråningen og giver sig faktisk til at dirigere ... klokkeklangen fra de græssende køer omkring ham.
Scenens milde liv og lyde, han kun kan lege, at han styrer, står i kontrast til et glimt i en urmagerbutik, hvor alle kukurene på tælling illuderer, at vi kan styre tidens gang: Her står den stille.
Europæisk film satte pris på friheden i BerlinDet kan måske lyde lidt langhåret i referat, men fungerer med en befriende alvorlig lethed, lige langt fra den tragiske patos i ’Amour’ og fra farcehældningen i ’The Best Exotic Marigold Hotel’.
Tonefaldet ligger nærmere både ’Kvartetten’ og ’A late Quartet’, som begge i 2012 lod musikken bære besindelsen på aldring og død. Men især minder alpehotellet jo om sanatoriet i Thomas Manns roman ’Trolddomsfjeldet’, blandt meget andet en fortælling om ikke at lade tanken om døden sejre over kærligheden.
’Youth’ åbner netop med en vidunderligt livslysten version af det gamle Candi Staton-hit ’You’ve got the love I need to see me through’.
fortsæt med at læse
