»Penge alene skaber ingen værdi’r/ Penge skaber penge – papir, papir«.
Tja, så enkelt kunne det synges i min rødglødende ungdom, nemlig af Benny Holst & Arne Würgler med Jesper Jensens ’Sang om 'merværdi’.
Men heller ikke dengang var vi vist mange nok, der hørte efter. I hvert fald fortsatte både storfinansen og den lille mands boligspekulation med at tilskrive nye papirpenge, lige indtil hele korthuset brasede sammen, da tre amerikanske realkreditinstutters ’boligbobler’, blandt andet Lehman Brothers’, punkterede og udløste en global finanskrise i 2008.
Det kom jo bag på alle. Eller ... næsten alle. For en lille håndfuld mennesker sad faktisk bare og ventede, ja, håbede på det sammenbrud, som ville gøre dem rige, mens andre gik fallit. Dem handler ’The Big Short’ om. Investeringsrådgivere, som forudså, at boblen måtte briste, og derfor investerede i dét.
:
Dansk dokumentar går tæt på den eneste udenlandske jurist i de afghanske retssaleTeknisk set ved hjælp af shorting, vistnok en særlig art futures, som satser på forventet drastisk kursfald. ’Shorts’ er altså ikke forbrugssamfundets spendérbukser med livrem til at spænde ind eller ud, men papirer, der giver gevinst, hvis tilstrækkelig mange realkreditlån i et ’bundt’ obligationer ikke kan indfries til pålydende, men alligevel opsiges til indfrielse med kort frist og tab.
Når andre værdipapirer så hviler på de værdiløse ditto, breder ringene sig i vandet.
Overgemt fisk
Kan man virkelig lave film for store skarer af jævne, almindelige mennesker på så tørt og kompliceret stof? Tja, her er det gjort. Dygtigt gjort, selv om jeg ikke helt forstår, hvordan filmen kan være oscarnomineret som både bedste film og bedste instruktør. Papir er og bliver papir, selv om McKay gør sig umage med økonomiske metaforer: Dårlige låneres obligationer er som svage brikker i et dominolignende spil.
Eller som overgemt fisk, der ryger i en uigennemsigtig bouillabaise. Det forklares med dokumentarlignende henvendelser direkte til kameraet.
Dygtige stjerneskuespillere hjælper også. Såsom Christian Bale, der i suveræn stil spiller en halvautistisk original og barfodsrådgiver for en investeringsforening, og Ryan Gosling, der modsat giver den som åleglat og nålestribet rådgiver i Deutsche Bank.
:
Will Ferrell er mindre gakket som papfar i 'Daddys home'Med opkørt blodtryk bestyrer Steve Carell en hedgefond, mens Brad Pitt er en flegmatisk børsmægler, der er stået af ræset – og så alligevel ikke helt. De fire er heltene, der gennemskuer bankernes megafupnummer – men bruger det til at spekulere i fællesfallitten. Det er dem, vi skal ’holde med’.
Gør tørt stof spændende
Jeg indrømmer, at jeg ikke er ludoman nok til at identificere mig så helhjertet med spekulanterne. Jeg mener: Sammenbruddet skabte massiv arbejdsløshed og jog folk fra hus og hjem. Det nævnes ganske vist, at »for hver procent arbejdsløsheden stiger, dør der 40.000 mennesker«, men ligesom i forbifarten.
Det vises kun i et glimt, ikke som massekatastrofe som i filmen ’99 Homes’ sidste år. Filmens fokus er ikke krisens, endsige grundsystemets, konsekvenser for de mange, det her er ikke ’Vredens druer’. Nej, ligesom i ’Wall Street: Money Never Sleeps’ eller ’The Wolf of Wall Street’ skal vi leve os ind i spillet selv.
Prisvindende 'Youth' er filmkunst om livskunst’The Big Short’ imponerer ved at gøre så tørt stof spændende.
Men prisen er stadig, at vi må følge dem, der lader champagnepropperne springe, når de vinder på andres undergang; her er gevinsten bare fiktiv i anden potens.
Ligesom ’bankpakkerne’ efter virkelighedens krise holdt bankaktionærerne skadesløse og gav direktørerne guldfaldskærme, for skatteyderpenge, kan fallit altså efter filmens egen logik blive gevinst og happy ending. Og grådighed er stadig godt, også som drivkraft i en global papirøkonomi.
fortsæt med at læse
