På et tidspunkt i ’Spotlight’, hvor den lille gravergruppe af journalister på avisen Boston Globe endelig har afsløret den katolske kirke i at dække over pædofile præsters misbrug, på det tidspunkt ser vi trykkeriets valser rulle baner af friske avisforsider ud til offentligheden.
Scenen er en filmisk hyldest af medierne som vagthund over for korrupte magthavere, lige som slutscenen i ’Alle præsidentens mænd’ fra 1976, hvor lyden af Nixons aftrædelsestale fra fjernsynet overdøves af en hær af hakkende skrivemaskiner.


























