Modsat mange andre af Patricia Highsmiths romaner, er hendes nr. 2 ikke blevet filmatiseret før nu - selv om den faktisk tager sit udgangspunkt i et særdeles farligt møde, viser det sig.

Tidligere filmatiseringer tæller ellers både romandebuten ’Strangers on a Train’ (på dansk ’Farligt møde’, som Hitchcocks 1951-filmatisering også hed), og siden en håndfuld af hendes andre romaner (bl.a. ’The Talented Mr. Ripley’ med efterfølgere).

I mange år figurerede Highsmith ikke engang selv som forfatter til ’The Price of Salt’, som hendes anden roman hedder, men udgav den under pseudonymet Claire Morgan, formentlig fordi dens lesbiske kærlighedshistorie havde selvbiografiske træk.

’Carol’ kom historien til at hedde som radiohørespil i 2014, og altså nu igen som en knap så helstøbt film, som den kunne have været. Og i nogles øjne åbenbart er: Cate Blanchett og Rooney Mara var oscarnomineret, men ikke -præmieret, som hhv. bedste kvindelige hoved- og birolle. Fire andre oscarnomineringer – for manus og musik, kamera og kostumer – gav heller ingen statuetter, skønt både Phyllis Nagys manus og Edward Lachmans kornede ’1950’er-fotografering’ tidligere har udløst andre priser.

FAKTA

Men fra Cannes kunne instruktøren Todd Haynes hjembringe den særlige Queer-palme, for det er altså en fortælling om det, der dengang i 1950’erne, før Kinsey-rapporten, i bedste fald blev betegnet som ’forbudt kærlighed’, i værste fald som ’sygelig’ eller rent ud sagt ’skadelig seksualitet’. En anklage, der faktisk bliver rettet mod den velhavende Carol Aird (Cate Blanchett), da hendes forfængelige, forsmåede og fortvivlede ægtemand, Harge (Kyle Chandler), indser, at han hverken kan vinde eller tvinge hende tilbage – og i stedet prøver at ramme hende ved i skilsmissen at søge at få hende frakendt forældremyndigheden over deres datter.

Carol har før haft et forbigående seksuelt forhold til Abby, som stadig er hendes fortrolige veninde – til Harges fortrydelse. Men det er først det tilfældige møde med Therese Belivet, der får Carol til for alvor at gøre sig sine følelser klart. Therese (Rooney Mara) er en purung ekspeditrice i stormagasinets legetøjsafdeling, hvor den modne Carol beder om et forslag til julegave til sin lille datter. Og ender med at bestille det modeltog, Therese foreslår hende – i stedet for en dukke, som barnet havde ønsket sig.

CANNES 2015

Distante minkklædte Carol er blændet af den usofistikerede Thereses kønne friske ligefremhed, forstår vi. Og måske omvendt, for da Therese skal besørge pakken sendt hjem til kunden, finder hun fruens handsker glemt (?) på disken – kontakten er etableret.

En lidenskabelig egocentriker

Så vidt, så godt – en typisk Highsmith-optakt, inklusive opbygningen af ’erotisk suspense’ mellem de to umage kvinder. Men Haynes er ingen Hitchcock, så i stedet for den gamle mesters stramme sceneøkonomi trækker ’Carol’ flere af disse passager med uudtalt kun halvt erkendt lidenskab langt ud uden at benytte lejligheden til at uddybe andre sider af de to kvinders liv. Thereses umodne tilbeder er en parodisk skitse af en rolle. Og at Carol bliver stadig mere kølig over for den besiddelystne, men altså også reelt fortvivlede ægtemand, er jo til at begribe, men det lykkes ikke at forklare hendes åndsfraværende relation til den datter, som hun bliver truet med at miste samværet med.

Faktisk er Cate Blanchetts ellers så fascinerende fåmælte ligesom floromvundne fjernhed et handikap her, hvor den er kombineret med økonomisk social overlegenhed over den unge Therese.

Mødet får derved karakter af mere bevidst forførelse, end hensigten formentlig har været. Og det åbner for tilskuerens utilsigtede skepsis: Er Carol ikke i det hele taget mere optaget af egne behov end af datterens? Og gælder det samme for resten Thereses engagement: Er den fattige ekspeditrice virkelig forelsket eller bare en golddigger med lesbisk fortegn? Og da de endelig tager mod til sig og lægger op til en roadmovie, der kunne have givet baghjul til Thelma & Louises i sin tid ... tror man da overhovedet på en kemi mellem de to kvinder, uanset den hede sengescene, der skal fungere forløsende for al den opsparede lidenskab, men altså ikke rigtig overbeviser mig?

Filmens production design såvel som kostumerne er fint tidstypisk, og andre anmeldere – og prisjurymedlemmer – har altså ikke haft de samme forbehold som jeg over for ’Carol’s udnyttelse af det stærke stof, historien vitterlig bygger på: den tidlige koldkrigsperiodes livsfarlige cocktail af patriarkalsk konvention, seksuel uvidenhed og socialt hykleri; et gennemgribende kollektivt konformitetskrav, som det måske er svært for mange i dag at forestille sig, men som hentede sin drivkraft fra den nok så velbegrundede sociale angst for at falde igennem eller nærmest hensynsløse stræben efter at kæmpe sig op.

Og som måske netop derfor alligevel er genkendelig i dag.

fortsæt med at læse

Store skuespilspræstationer kan ikke redde middelmådigt drama