»Da jeg var 16 år, brugte jeg al min tid på at brænde patriarkatet ned«, siger hun i rollen som den seje mor til teenageren Vivian i spillefilmen ’Moxie’, der netop har fået premiere på Netflix og fik fire hjerter her i avisen.
I virkeligheden har Amy Poehler brugt hele sin karriere på at sætte en tændstik under fordomme og kønskonservative traditioner. Gennem fem nedslag i hendes mangefacetterede karriere tegner vi her et portræt af den 49-årige amerikaner:
1Instruktøren: ’Moxie’ er Amy Poehlers anden spillefilm som instruktør efter ’Wine Country’. Det er en såkaldt coming of rage-film, som hun har baseret på en roman af Jennifer Mathieu, og som kan ses som en drejebog til den feministiske revolution, som hun på grund af sit eget virke er blevet en rollemodel for i Hollywood og den amerikanske underholdningsindustri.
Selv om hendes oprindelige tanke var, at hun først og fremmest bare ville være sjov og fjolle rundt på en scene. Men fordi der har været så få morsomme kvinder, der fik en fod indenfor på de etablerede scener, som for eksempel Saturday Night Live, blev hendes kamp for en plads i spotlyset og senere enorme succes også en kønspolitisk sejr. Nogle gange kan man lave en revolution bare ved at tage plads i det offentlige rum.
