Forleden var der vist nogen, der forsøgte at arrangere en revolutionær frihedsfest med Rasmus Nøhr i spidsen. Men så kom regnen, og festen blev aflyst. Og det passer mig egentlig fint, at vi i øvrigt slipper for fester med mennesker, der slår på potter og pander.
Mine egne forventninger til en god fest er blevet støbt af filmscener som den spektakulære udklædningsfest i Baz Luhrmanns ’Romeo + Julie’ fra 1996. Fester er en forbindelse til andre menneskers rytmer. Det er i festen, at vi som mennesker oplever at blive til en samlet krop. I min yndlingsby Berlin flyder grænserne mellem nat og dag sammen, når man vover sig ind på de store natklubber. Det er spøjst at forestille sig, hvordan Berlin overhovedet hænger sammen uden sine mytologiske natklubber med dark rooms og dungeons og kinky ritualer. Hvor går tysken hen uden afbrækket fra det regelrette snorlige preussiske hverdagsliv? Og jeg tænker også på New York, hvad skal der blive af byen, hvis omdømme blev grundlagt af natklubber som Studio 54, der blev frekventeret af gæster som Andy Warhol, Björn Borg, Michael Jackson, Mick Jagger og Margit Brandt?
