1Den brutale. ’Demi Lovato: Dancing With The Devil’. Instr: Michael D. Ratner. YouTube, 2021.
For den uindviede: Nyeste skud på stammen af popstjernedokumentarer, men med afstand den mest voldsomme. Fortællingen bæres primært frem af interviews, og det lyder måske lidt tørt. Men indholdet er alt andet end kedeligt. Over fire episoder fortæller den amerikanske superstjerne Demi Lovato om sin overdosis. Og sit heroinmisbrug. Og sin spiseforstyrrelse. Og sin voldsomme barndom med børneskønhedskonkurrencer og vold i hjemmet. En glossy udseende film med et dystert indre.
Hvad gør den særlig: dens nådesløse blotlæggelse af en ung kvindes kamp mod både spiseforstyrrelse og afhængighed – og evnen til at leve et dobbeltliv, selv mens hele verden glor på én konstant.
