Jeg har lovet mig selv ikke at falde i suppen og vælge side.
Der er næppe heller plads til mig i den suppe; det er, som om alle, der har set ’Allen v. Farrow’, har afgjort skyldsspørgsmålet med sig selv som yderste faginstans, så jeg har lovet mig selv at skille mig ud som den, der så ikke gjorde det.
For jeg var ikke med ved huset i Bridgewater, Connecticut, 4. august 1992. Og ikke nok med det, jeg var ikke i huset, og jeg var slet ikke oppe på det loftsværelse, hvor syvårige Dylan Farrow hævdede og stadig hævder, at hendes far, filmmageren Woody Allen, forgreb sig på hende seksuelt.
Verden bugner af folk, der bare ved, at Allen enten er uskyldig i anklagerne. Eller skyldig. Den ene del har ret, den anden har ikke, men hvem, der (ikke) har det, står hen i det uvisse. Alle lader de sig lede af deres følelser, og forsvindende få af dem, der giver deres uforgribelige mening til kende i en ekstremt penibel situation for nogle navngivne virkelige mennesker derude, er psykologer og/eller jurister.
En ny firefløjet dokumentarserie på HBO, ’Allen v. Farrow’, gør det selvfølgelig ikke bedre. Den har fået alle op af de vante huller igen. Monoklen sættes for det samme blinde øje.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
