Over 100 Hollywood-agenturer med nogle af de største skuespillere som klienter truer organisationen bag Golden Globes-prisuddelingen med at boykotte showet, hvis ikke de begynder at være en del af løsningen.

Stjerneskuespilleres masseboykot truer stor filmpris

Det er blandt andet Ryan Goslings agentbureau, som er underskriver på brevet til HFPA.  Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Det er blandt andet Ryan Goslings agentbureau, som er underskriver på brevet til HFPA. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Award-showet Golden Globes er fortsat i modvind efter Los Angeles Times’ afsløring af, at ud af de 87 medlemmer i Golden Globes-udvalget er der ingen sorte – og har ikke været det i to årtier.

Ballade ved Golden Globe: Organisation sendte klagebrev, sekundet efter showet var slut

Denne gang har 102 forskellige Hollywood-agenturer, der har nogle af de største stjerner tilknyttet, truet organisationen bag Golden Globes, The Hollywood Foreign Press Association (HFPA), med at boykotte den, skriver The Guardian.

I et brev skriver agenturerne, »at de instruerer deres klienter til ikke at arbejde med HFPA, før organisationen frigiver en plan om at iværksætte en drastisk transformation«.

Det er bl.a. agenturerne Slate og Rogers & Cowan, der repræsenterer skuespillere som Ryan Gosling, Anne Hathaway, Hugh Jackman og Vince Vaughn.

»I det sidste årti har vores branche været udsat for et enormt opgør og er begyndt at tackle branchens manglende refleksion og hylde mangfoldigheden i vores samfund. Alligevel har vi ikke set noget ansvar blive taget, troværdighed eller handling fra HFPA«, står der i brevet, som blev sendt mandag.

Golden Globes-prisen er HFPA’s mest lukrative begivenhed, og hvis Branchen boykotter den, vil det få store konsekvenser for nonprofitorganisationen.

»Branchens øjne og dem, der støtter den, holder øje«, står der afslutningsvis i brevet.

For lidt diversitet – for meget korruption

Det er ikke det første brev, som HFPA har fået.

Det hele startede med bevægelsen Time’s Up, der kæmper for ofre for seksuelle overgreb, der skrev et brev i lyset af det amerikanske nyhedsmagasins førnævnte afsløring af manglende diversitet i Golden Globes-udvalget.

Afsløringen udløste massiv mediestorm, hvor hashtagget #TimesUpGlobes florerede på de sociale medier.

Og det stopper ikke ved beskyldningen om mangel på diversitet.

En undersøgelse fra The Los Angeles Times viste, at tv-producenten bag tv-serien ’Emily in Paris’ inviterede mere end 30 medlemmer af HFPA til seriens set i Paris, hvor de fik betalt to nætter på det femstjernede Peninsula Paris Hotel ved Triumfbuen. Hotellets værelser koster over 8.500 kroner per nat.

Hvis man kigger tilbage i Golden Globes’ historie, er det ikke første gang, award-organisationen bliver beskyldt for korruption.

I 1982 modtog Pia Zadora en Golden Globe for sin rolle i filmen ’Butterfly’, på trods af at hun ikke ligefrem blev rost af kritikerne. Faktisk fik hun to Razzie-awards, som bliver givet til de værste præstationer, for selvsamme rolle – i kategorierne dårligste nye skuespiller og dårligste kvindelige skuespiller. Og ja, så blev hun endda også årtiets dårligste skuespillerinde i 1990.

Men en luksustur til Pia Zadoras daværende mands kasino i Las Vegas, inden HFPA skulle stemme om priserne, fik måske medlemmerne på nye tanker om skuespillerindens præstation, og hun endte altså med at vinde.

I 1999 måtte HFPA-medlemmerne returnere 82 ure af mærket Coach til en værdi af næsten 2.500 kroner stykket. Dem havde de fået fra USA Films i et ’reklamefremstød’ for Sharon Stone og hendes rolle i ’The Muse’.

Og Sharon Stone blev nomineret til en Golden Globe.

I 2011 skulle flere HFPA-medlemmer igen til Las Vegas, men denne gang var det produktionsselskabet bag filmen ’The Tourist’, Sony, som gav.

Og spionfilmen med Angelina Jolie og Johnny Depp i hovedrollerne blev nomineret i kategorien ’bedste film – musical eller komedie’.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her